Pakker lige bloggen frem igen

Okay, jeg kan vitterligt ikke huske hvornår jeg sidst har holdt 2 ugers pause fra bloggen, men pludselig er dagene bare gået uden jeg har kunne nå at se mig om – og om lidt er det jul.
Ikke et eneste juleindlæg er det blevet til herinde endnu, og jeg er først lige påbegyndt min egen juleønskeseddel i dag og har endnu ikke selv fået købt en eneste gave. Men jeg er sikker på at det nok skal gå alligevel (:
I går fik min studiegruppe og jeg afleveret vores sidste temaprojekt på 1. semester og så gælder det bare vores evaluering på tirsdag og så er der ellers juleferie – det bliver helt vildt tiltrængt! Jeg er stadig ellevild med at læse grafisk design, men kunne indimellem godt lige bruge et par ekstra timer i døgnet til at suge alt den nye viden ordentlig til mig.
Ved siden af studiet har jeg nemlig fået en rigtig fin opstart på mit arbejde som Personlig Træner og har hver eftermiddag og aften fornøjelsen af at arbejde med en masse seje piger om at nå deres individuelle mål. Jeg elsker mit arbejde og går pt. både træt, glad og udmattet i seng kl. 22 hver aften for at være klar til at tage toget mod Aalborg dagen efter kl. 07.
Her til aften har jeg taget fri og brugt nogle timer på at bage julesmåkager sammen med min mor, søster, mormor og morfar, så nu begynder julehumøret så småt at snige sig ind på mig. I morgen har jeg kun en smule arbejde og så har jeg ellers planlagt en ren afslapnings-spa-dag sammen med en god kollega i Mariager Saltcenter. Det er første gang jeg skal besøge det, så er lidt spændt på det (:
Jeg håber at I har det godt derude, og også er kommet i julehumør.
Hej Jacqueline
Super lækker blog du har dig!
Blev lige lidt nysgerrig, hvad er det du læser? en ren grafisk design eller?
Mange hilsener Josephine