10 jeg ka' li'

Mit lufthavns-kaos fortalt med GiF’s

Laaangt indlæg – så er I advaret 😀 
Hvis vi lige skruer tiden små 4 uger tilbage, vil jeg lige dele min ret kaotiske hjemrejse fra ferien. Mine veninder skraldgrinede da jeg fortalte dem om den, og jeg var flere gange i tvivl om jeg var med i et eller andet skjult kamera program. Så nu får I den også lige – fortalt i GIF’s der meget vel beskriver min situation og følelser undervejs 🙂

… Efter små 10 dages skøn ferie i Miami, var det nu tid til at vende snuden hjem og tilbage til studie og arbejde for mit vedkommende. Mark havde et par dage forinden fået fem af hans kammerater på besøg i lejligheden som han skulle fortsætte 10 dages ferie med rundt i USA. (Det var ikke særlig bittert at rejse fra, skulle jeg hilse at sige) Men det var fint nok og jeg glædede mig faktisk til at komme hjem og kunne genoptage arbejdet med alle mine klienter.
Da vi sammen får slæbt mine toppakkede kufferter ned og fået prajet en taxi, bliver jeg kysset farvel og kører mod lufthavnen, hvor der venter mig en tur fra Miami til Atalanta, til Amsterdam og til sidst til Billund, hvorfra jeg skulle køre hjem. Så det var lidt af en rejse jeg havde i sigte.
giphy (2)Vi vinker farvel, og Mark går tilbage mod lejligheden. Kort tid efter passerer vi broen og jeg kan se Miami skyline forsvinde ud af taxiens bagruden. Dér kommer savnet allerede skyllende ind over mig, og jeg må pludselig gnave mig selv hårdt i kinden for ikke at komme til at snøfte højlydt. Den ellers helt stille taxichauffør skæver på et tidspunkt tilbage i bakspejlet for at tjekke om jeg er ok, men han forbliver helt tavs og fortsætter turen. Det ligner mig slet ikke at sidde der og tude, så jeg skylder skylden på graviditets-hormonerne. Det var vel også på tide at de skulle sætte ind?
giphy (3)Da jeg ankommer til lufthaven, får jeg tjekket ind og får sørget for at min baggage bliver tjekket ind hele vejen til Danmark, så jeg er fri for at skulle samle den op på vejen. Jeg ved at når jeg lander i Atlanta har jeg kun ca. 40 min. til at skifte til min næste afgang, så der er ikke meget tid til forsinkelse. Den halvanden times flyvetur går som den skal og vi er inde tidsmæssigt, dog med få minutters forsinkelse.
Jeg sidder næsten aller bagerst i flyet og begynder så småt at få lidt sved på panden, da folk er vildt langsomme til at få deres ting med sig og komme ud. Det tager næsten 20 min. før jeg endelig får lov til at komme ud til trods for, at der i højtalerne venligt bliver bedt om at folk der ikke har connection flights bliver siddende, så travle passagere kan komme ud først. Så mig op i løb med alt mit medbragte lort, for at finde det tog som skal køre mig ud til min gate i den enorme lufthavn. Allerede dér fornemmer jeg at det ikke kommer til at lykkedes. Jeg når lige at se en stewardesse lukke porten ud til flyet 50 m. foran mig og jeg farer op og banker hårdt på. Men der er ingen der svarer, løbet er kørt og 5 min. forsinkelse gør at jeg ikke kommer med.. For helv**! Min første tanke er hvorfor flyene aldrig er så punktlige, når det er mig der er i god tid?
giphy (6) Da jeg fortabt måtte forlade den tomme gate og går videre mod skranken for at få ombooket min billet, bliver jeg mødt af en relativ stor flok utilfredse og opstemte mennesker, der højlydt kyler mindre pæne amerikanske gloser rundt i lokalet i frustration over heller ikke at have nået deres pågældende fly. Den dårlige stemning og min opfattelse af at det højst sandsynligt var aftenens sidste fly jeg lige havde misset, fik følelserne til at løbe af med mig (igen), og pludselig står jeg der i køen med tårer løbende ned af kinderne. Total pinligt og ikke særlig voksenagtigt. – Men kombinationen af at jeg langt hellere ville være blevet i Miami sammen med Mark og nu stod og formentlig skulle tilbringe hele natten i lufthaven, og ikke ville nå hjem til min brors 25 års surprise-party, var sgu lidt hård.
giphy cryEfter 40 min. ventetid blandt utilfredse passagere, blev det endelig min tur i køen. Selvom Mark havde en flybillet hjem senere end mig, var det alligevel billigere for os at booke en til ham sammen med mig hjem, selvom han ikke skulle bruge den. Så jeg forklarede at det bare var mig der skulle ombookes.
Jeg fangede lynhurtigt det lidt forsigtige og bedrøvede blik i den søde servicemedarbejders øjne, da hun så op på mig og så derfor mit snit til at stikke hende en lille hvid løgn, i håb om at det ville kaste lidt medlidenhed af sig og forhåbentlig forkorte mit ophold i Atlanta. Så da hun stille spørger mig om hvor denne “Mr. Pedersen” som skal flyve sammen med mig er henne, får jeg meget lavmælt fremstammet at han blev i Miami og ikke skulle med tilbage til Danmark. Mellem linjerne og med mine våde hundeøjne får jeg insinueret at der er tale om et breakup, hvilket meget fint kunne være grunden til min ellers uforklarlige gråd .. (vildt tarveligt, i know)
Damen ligger hovedet på skrå med et lille suk og siger venligt at hun vil gøre alt hvad hun kan for at finde en afgang til mig hurtigst muligt. Ventetiden, mens hun ringer rundt, føles uendeligt lang idet jeg stadig ikke kan kontrollere mine tårer. En mor der står med hendes ca. 10 årige søn og bliver hjulpet ved skranken ved siden af, kommer hen og lægger en hånd på min skulder og siger “Don’t worry honey, it’s gonna be okay. My son is also crying ’cause he’s not gonna make it to his school tomorrow. But everything is gonna be just fine.”
giphy (7)
Kort tid efter kigger damen endelig op fra computerskærmen med røret hængende på skulderen og siger “YES! I found you a flight sweety and you are coming home tonight”.
Meget taknemmeligt tørrede jeg mine øjne, sagde tak og forlod glad stedet for at finde noget at spise i mellemtiden.
giphy (10)Da jeg endelig kom ombord på flyet viser det sig at begge sæder ved siden af mig er tomme, så på hele den lange flyvetur har jeg tre sæder for mig selv. Det var sgu dejligt, så gør det ikke noget at flyve monky-class, når jeg kunne putte hele vejen.

giphy (8)

Den videre tur fra Amsterdam går helt smertefrit, men da jeg langt om længe lander i Billund er min kuffert sjovt nok den eneste der ikke dukker op på bagagebåndet. Typisk! Så jeg måtte endnu engang hen at blive registreret og måtte derefter suse ud til bilen, da jeg nu igen var under tidspres for at nå fødselsdagen til tiden. Jeg havde bildt min bror ind at jeg først kom hjem nogle dage efter, så jeg ville helt vildt gerne nå at være med til at overraske ham sammen med alle hans kammerater, der kom og gav ham kanel.
giphy (11)Da jeg kommer ud i p-huset har min hjerne fuldstændig glemt alt om hvor vi parkerede. Normalt plejer jeg at skrive sådan noget ned, men havde glemt det denne gang. Så i mørke og frostgrader løb jeg forvildet rundt i p-huset i 10 min. indtil jeg endelig fandt bilen.
Da jeg endelig får sat mig til rette nægter bilen selvfølgelig at starte, da den er fuldstændig frosset til.. “Nu kan det fandme snart være løgn!” tænkte jeg og fortsatte med at prøve at få den igang. Endelig kommer der lys i kontrolpanelet og jeg skynder mig ud af p-huset og kører ned mod bummen for at betale og komme hjem.
giphy (12)

Da jeg kommer ned og vil betale, fortæller maskinen mig, at jeg skulle have betalt ved en automat jeg i farten har overset inde i p-huset, så jeg må tilbage igen … I mellemtiden er der naturligvis kommet to øvrige biler i kø bag mig, som jeg pænt må bede om at kører tilbage for at jeg kan komme ud igen. Mega PINLIGT! Tilbage og få betalt og ned til bommen igen, hvor jeg endelig får lov at køre ud. Afsted på motorvejen mod Randers.
giphy (9)
Efter at have kørt, noget der mest af alt minder om Le Mans, ankommer jeg på parkeringspladsen hos min mor 10 min. inden det aftalte tidspunkt, og bruger lige et par minutter på at sunde mig i bilen, inden jeg stiger ud og mødes med de mange andre tilkomne. Med en lettelse i hjertet over at have nået hjem i tide, gik vi ind og overraskede min storebror og trak ham med ud på plænen, hvor han fik sit kanel. Han og resten af familien blev heldigvis glade og overrasket over at se mig, så det hele endte trods alt godt <3
collage

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 jeg ka' li'