Når mor græder lige så meget som baby

Da Havana kom til verden: Min fødselsberetning

Jeg tænker jeg jeg vil prøve at nedfælde mine tanker og oplevelser omkring fødslen, mens de stadig ligger helt frisk i hukommelsen – så her kommer lige en lidt lang fortælling med alle de detaljer jeg husker. Læs med hvis I har lyst 🙂

Tirsdag d. 27. juni kl. 16.25, 4 dage over termin, tog jeg dette billede af Mark, der kærligt hviskede ind til maven at vi var klar til at blive forældre og at vores lille skat gerne måtte komme ud til os. Vi havde lige gået en lang tur og udover de sædvanlige plukveer, som jeg efterhånden havde haft i en måneds tid, var der intet der tydede på at baby var på vej. Selvom jeg var gået over terminsdatoen nåede jeg aldrig at blive utålmodig eller frygte at hun havde valgt at få permanent opholdstilladelse i maven – det var nærmere vores familie og omgangskreds der var ved at gå til at utålmodighed.
Skærmbillede 2016-07-09 kl. 22.03.29
Samme aften omkring kl. 20.00 begyndte jeg at få menstruations-lignende smerter, som omkring kl. 22 udviklede sig til, hvad der viste sig at være veer. Jeg skrev på det tidspunkt med et par veninder og mine forældre og sagde at det muligvis godt kunne tyde på at der var noget under opsejling.

Fra kl. 22 begyndte vi at tage tid på veerne som startede med at vare omkring 1 minut og kom med 7-8 minutters mellemrum. Ret hurtigt tiltog de i styrke og varede nu 90 sek. og kom med ca. 5 minutters mellemrum.

Mens jeg lå der og ømmede mig igennem veerne kunne jeg godt mærke på Mark, at han blev lidt urolig og nåede flere gange at spørge om vi ikke skulle ringe til fødegangen. Jeg synes det virkede så uoverskueligt, fordi jeg måtte bide tænderne sammen og ikke kunne føre en samtale mens veerne stod på, men jeg var alligevel fast besluttet på at ringe selv, fordi det nok var det letteste.

Præcis kl. 00.00 tog jeg en dyb indåndning og ringede op til fødegangen, hvor jeg fik en jordemoder med en meget venlig og rolig stemme i røret. Jeg forklarede hende situationen og hun sagde at vi bare stille og roligt kunne begynde at komme derop, når vi var klar. Det tager 5 min. i bil fra hvor vi bor til sygehuset, så selvom veerne sparkede som en hest prøvede vi alligevel at tage det roligt og fik samlet vores ting og fyldt ned i bilen.
Da vi var kørt kom Mark i tanke om at han havde glemt hans rensegrej til sine kontaktlinser, hvilke jeg bekræftede ham i at han nok ville blive ked af at mangle, når han skulle se sin datter for første gang, så vi hellere måtte vende om efter det. Selvom han var lynhurtigt oppe og nede igen føltes det som en evighed at sidde der i bilen og kæmpe sig igennem veerne.

Vi ankom til et meget stille sygehus omkring kl 00.30 og skulle prøve at huske i hvilken retning vi skulle gå. Fra p-huset og op til fødegangen måtte jeg flere gange undervejs holde en pause og vi endte da også med at gå til familieafsnittet, hvor vi pænt blev vist i retningen af fødegangen i stedet for. Når man ikke lige er vant til at færdes på sygehuset og man samtidig koncentrerer sig om sine veer, ligner alle gangene virkelig hinanden og jeg følte mest af alt at vi gik rundt i en labyrint.

Da vi endelig kom det rigtige sted hen gik der et par minutter før der kom en og tog imod os. Mie hed hun, det var den samme rolige stemme jeg havde talt med i telefonen. Kl. 01.00 viste hun os ind på en stue, hvor jeg blev undersøgt og hun kunne hurtigt konstatere at der ikke var nogen livmoderhals og at jeg allerede var 4 cm. åben og fødslen dermed var igang.

Hun fandt noget hospitalstøj frem til mig og tilbød mig at få klyx, hvilket jeg var hamrende glad for at jeg kunne nå at få! Sorry, hvis nogen sarte sjæle læser med, men det var sgu rart at nå at få tømt tarmene inden den store forestillingen skulle stå. Jeg ville virkelig synes det var ufedt, hvis jeg skulle ligge der og bekymre mig om at skide min datter i hovedet som det første hun skulle opleve 😀 Det ville nok også få det smukke og romantiske omkring en fødsel til at dale lidt. Så det var fedt! Én bekymring mindre.

IMG_5561Efterfølgende blev vi tildelt en fødestue, hvor jeg startede med at ligge på sengen. Min tidligere gymnasieveninde, som nu læser til jordemoder, havde lige afsluttet en vagt på fødegangen og kom lige kort ind på stuen og ønskede pøj-pøj. Kl. 02.40 var der fyldt et dejlig varmt badekar op til mig, som jeg gerne ville i i et forsøg på at lindre smerterne lidt.

Der var en lav belysning, Mie var alletiders og det hele føltes meget roligt og fik mig til at slappe af så godt som jeg nu kunne gennem veerne. Der blev løbende tjekket hjertelyd på baby og Mark var en knag til at komme med kolde klude til min pande, give mig lidt at drikke, ae min hånd og give mig læbepomade på, når der var behov for det.
IMG_5565IMG_5563IMG_5568Kl. 03.40 gik vandet mens jeg stadig var i badekaret og vandet blev farvet svagt lyserødt. Der blev igen lyttet til hendes hjertelyd, hvilken viste sig at være dalet en lille smule. Ifølge Mie skyldtes det højst sandsynligt et lille chok over at være sunket endnu dybere ned i bækkenet, så hun besluttede at det nok var bedst at komme op af karet og over på briksen, sådan at hun bedst muligt kunne observere om alt var som det skulle være.

Kl. 04.00 kom jeg op af karet og Havana fik monteret en lille elektrode på sit hoved, for at der kunne holdes ekstra øje med hende. Hjertelyden blev dog igen hurtigt stabil og alt var som det skulle være. På det tidspunkt var jeg omkring 8 cm. åben, men hun lå stadig relativt højt oppe, og der blev undersøgt om hun mon var en såkaldt “stjernekigger” og vendte forkert, men det gjorde hun heldigvis ikke. Jeg foreslog selv at komme op og stå lidt for at bruge tyngdekraften til at få hende ned og det viste sig at virke efter jeg havde stået foroverbøjet på briksen med veerne af to omgange. Jeg trak vejret ind i iltmasken i mine relativt korte pauser.

Kl. 04.50 var jeg 10 cm. åben og kl. 05.20 kom de første gode presse veer. Jeg skulle lige finde ud af hvor hårdt og hvor meget der egentlig skulle presses til, men fandt ret hurtigt ud af at der altså skulle ligges nogle kræfter i. Det var tid til at finde min indre urkvinde frem. Mark heppede på bedste personlig træner-vis og efter et kvarters tid, sagde Mie, at på næste presseve ville hun komme ud til os. Efter 19 minutters pres kl. 05.39 kom vores skønne lille pige endelig til verden med et skrig. 3350 gram og 51 cm. Hun blev lagt op på min mave med det samme og Mark klippede navlestrengen. Kort efter blev moderkagen født, hvilket jeg knap nok registrerede. Hun fik en lille rød hue på for at holde det mørke hår tørt og et håndklæde omkring kroppen. Hun begyndte at spise efter ganske kort tid. Det var den absolut største forløsning jeg nogensinde har følt og hele min krop rystede i en kombination af lykke og udmattelse.
IMG_5583thumbnail_IMG_5321Bagefter fik jeg et stik i låret for at livmoderen skulle trække sig sammen og jeg blev syet med et enkelt sting, da jeg havde fået en mild 1. grads bristning i form af en lille rift. Det blev gjort uden bedøvelse og var absolut ikke nogen særlig behagelig oplevelse.

Mens jeg var i badekaret husker jeg at jeg meget træt spurgte Mie om jeg overhovedet ville have energi til at presse hende ud, fordi veerne var så hårde. Det forsikrede hun mig om ikke ville blive noget problem, og hun fik heldigvis ret. Da det gik op for mig at vi var kommet så langt, var der pludselig masser af energi at tage af til trods for at jeg hverken havde spist aftensmad eller noget i løbet af natten.

Fra veernes begyndelse derhjemme og helt til fødslen var overstået brugte jeg hele vejen igennem de vejrtrækningsteknikker jeg selv har undervist i til mit Fit Før Fødsel-forløb og brugt til gravid yoga. Det var så vigtigt for mig at jeg kunne bruge min vejrtrækning og på den måde være i smerterne selvom de var hårde. Jeg læste på et tidspunkt om en der meget smukt havde beskrevet veer som en bølge man skulle ride på og for hver bølge der skyllede ind over én kom man et skridt tættere på den lækre strand/baby der ventede ved målstregen. Den tanke brugte jeg rigtig meget gennem det hele.

Jeg havde glædet mig så meget til at få lov at føde og jeg var lykkelig over at få mulighed for at gøre det uden igangsættelse, uden komplikationer og uden medicinsk smertelindring. Det var meget smertefuldt men det var også endnu mere fantastisk end jeg nogensinde havde kunne forestille mig og jeg vil glæde mig til en dag forhåbentlig at skulle gøre det igen. Mark var den bedste støtte og jeg var så glad for at det kun var ham og jeg (og Mie) til at klare ærterne. Han var hamrende sej og tog hele oplevelsen i stiv arm. Så et kæmpe skulderklap til farmand for at være lige præcis så dejlig og sej som jeg havde håbet på at han ville være 🙂
IMG_5668Mine forældre kom op og besøgte os som de første tidligt om morgenen og var selvfølgelig meget stolte over deres nye titler som mormor og morfar. De fulgte os over på familieafsnittet, hvor vi spiste morgenmad sammen og fejrede fødselsdag! 🙂 Det var den mest fantastiske fødsel jeg overhovedet kunne forestille mig og det var i det hele taget en rigtig god og tryg oplevelse at føde på Randers Sygehus.
thumbnail_IMG_3011

/Emilie

   

10 kommentarer

  • Gitte

    Skøn læsning. En oplevelse du ALDRIG vil glemme, også selvom du ikke havde fået den skrevet ned.

    Min pige (Sarah Skjøttgaards kusine) fylder 11 lige om lidt og jeg kan stadig genfortælle hele forløbet – smerten – udmattelsen – lykken i detaljer.

    Det er stort. Der findes ikke større.

    Tillykke med hende. Har nydt de smukke billeder af hende – nej hvor er hun kær.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Gitte 🙂
      Ja det er virkelig en stor og helt igennem fantastisk oplevelse, kunne aldrig forestille mig at man ville glemme den!
      Tusind tak skal du ha’ og også tillykke med din datters 11 års lige om lidt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Har aldrig læst din blog før, faldt tilfældigt over dette indlæg på facebook, men hold kæft mand jeg sidder lige og tuder her over min formiddags kaffe

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Camilla, Haha, hvor er du skøn! 😀
      Jeg er glad for at du kunne lide mit indlæg og rigtig hjertelig velkommen til. Er glad for at du har lyst til at læse med 🙂

      Hilsen Emilie

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Tillykke med det nye familie medlem

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Malene 🙂
      Tusind tak skal du have!

      Stort tillykke med omstændighederne, det bliver garanteret en hel ny og anderledes oplevelse med så mange års mellemrum – men jeg er sikker på at du klarer det til UG – særligt når du stadig træner og holder dig i gang. Jeg kan virkelig varmt anbefale gravid yoga og at tage sig noget tid til at fokusere på sin vejrtrækning op til, det havde jeg i hvert fald kæmpe stor gavn af 🙂

      Jeg håber at du får en rigtig god oplevelse på Randers Sygehus denne gang, både under fødslen og vores efterfølgende ophold på familieafsnittet var i hvert fald rigtig rigtig skønt – jeg ønsker dig alt held og lykke med det hele!

      Af hjertet tak, det er jeg virkelig glad for at du synes!

      Knus fra Emilie

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Og tillykke med jeres smukke pige

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Sikke et dejligt indlæg at læse. Jeg mindes min egen fødsel, for 8 mdr siden. Jeg fik sådan en wow fornemmelse i den første tid og havde bare lyst til at give alle kvinder et kram og fortælle dem hvor seje vi kvinder egentlig er, efter sådan en omgang

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er jeg glad for at du synes 🙂
      Ja det er simpelthen imponerende at det i det hele taget kan lade sig gøre – vi er sgu seje! og tillykke med din lille også!

      Dejligt at du havde en god oplevelse trods indlæggelsen 🙂 Ja super skønt personale deroppe!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når mor græder lige så meget som baby