Om at ville det hele på én gang

Jeg befinder mig lige nu i det jeg måske indtil videre kan betegne som mit livs dilemma. Det handler om at ville lidt for mange ting på én og samme tid, og tvinge sig selv til at måtte vælge noget af det fra, for at undgå at dø af stress inden jeg fylder 25.

image

image

Det handler primært om barsel og om hvorvidt jeg skal holde det eller ej. For ved siden af vores dejlige datter, som jeg inderst inde har lyst til at tilbringe samtlige af døgnets 24 timer med har jeg en række andre ting som jeg også er vildt passioneret omkring og derfor har rigtig, rigtig svært ved at sætte på standby.

Det drejer sig om mit grafisk design studie, min nyopstartede smykkevirksomhed Havana Jewels, min egen genoptræning efter fødsel, mit arbejde som personlig træner, min blog naturligvis og vigtigst af alt tid til at slappe af og bare nyde tiden med en nyfødt sammen med Mark, min familie og mine venner.

I min perfekte drømmeverden, skulle det hele kunne lade sig gøre og kabalen skulle kunne gå op – det ved jeg også at den kan, men jeg ved også hvad det kræver og at det højst sandsynligt ikke vil gøre mig glad, fordi jeg netop ikke vil kunne nå at nyde nogen af delene.

Der går pt. ikke en dag hvor jeg ikke ønsker at kunne klone mig selv for at få tid til det hele – men det kan jeg ikke og må derfor forsøge at prioritere i tingene.. For mig er det faktisk det, der er hårdest ved at være blevet mor. Ikke at kunne gøre de ting man plejer i samme omfang. Det kræver i høj grad en omstilling for mig – men det kan jeg måske skrive om i et andet indlæg en dag.

Som nogen måske husker, valgte Havana at melde sin ankomst 20 timer inden jeg skulle ha’ været til eksamen, så jeg måtte gå til reeksamen i Aalborg i dag. Jeg fik afsluttet mit 2. semester med et 7-tal, som jeg er fint tilfreds med taget i betragtning af at jeg ikke har åbnet en skolerelateret bog eller opgave i 2 måneder. Min mor kørte mig derop og passede den lille imens jeg var i eksamenslokalet i den halve time det nu varede. Så det er egentlig først i dag at jeg har fået en fornemmelse af hvordan det vil være at have en baby med i skole.. Jeg tror lige at jeg skal tygge lidt mere på den oplevelse.

Jeg har tre dage til at beslutte mig – for på torsdag starter skolen igen, og lige for at toppe det lidt kaotiske rod i mit hoved skal vi faktisk også flytte på torsdag – såååå der er pænt mange ting at tage stilling til lige nu ?

Nu vil jeg putte mig i smørhullet mellem Mark og Havana og håbe at jeg når frem til en afklaring og god beslutning i morgen 🙂 Sov godt derude.

   

1 kommentar

  • Ida

    Min datter Silje blev 10 uger i lørdags og jeg har ikke fokuseret på andet end hende siden den dag, hun blev født. Hverken genoptræning, oprydning, rengøring, karriereskift osv. Og de 10 uger er fløjet af sted! Hun har udviklet sig så meget og jeg er lykkelig for, at jeg har haft tiden til kun at fokusere på hende. Silje og hendes udvikling venter ikke, det gør alt det andet. De ting skal jeg nok få tid til – senere. Lige nu handler livet bare om at nyde min datter og se hende vokse.

    Nyd tiden med smukke Havana – de andre ting skal der nok blive tid til senere 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Havana 2 måneder