Warm Jackets

Barselsliv vs. Studieliv?

Efter lang tids svær overvejelse har jeg taget en beslutning i forhold til mit dilemma om at tilvælge et års barsel eller fortsætte direkte for at gøre min uddannelse som Grafisk Design Teknolog færdig. Jeg skrev lidt om mine tanker og overvejelser omkring det i indlægget her: Om at ville det hele på en gang, så jeg tænkte at det også ville være på sin plads at fortælle lidt om, hvordan det nu er endt ud.

Helt uvidende om hvad livet som mor bød på, var jeg overbevist om at hvis bare vi fik os en nogenlunde let datter og en god begyndelse på livet som forældre, var jeg klar til at starte op på studiet fuldtid to måneder efter guldklumpen kom til verden. Det passede nemlig lige præcis med længden på sommerferien, hvori jeg så kunne holde en mini-barsel og finde ud af om det kunne lade sig gøre.

Jeg fik opbakning fra Mark og min mor, som tilbød at tage med mig i skole på skift, så de kunne se efter Havana, mens jeg var til undervisning, så jeg tænkte at det var forsøget værd at prøve det af.
img_4182

Ondt i moderhjertet
Men allerede første dag, hvor jeg havde Mark og Havana med i skolen konfliktede alt indeni mig over at skulle sidde bag en lukket dør uden at kunne se eller hører dem. Jeg kunne på ingen måde koncentrere mig om undervisningen og holdte kun lige nøjagtig ud i tyve minutter, før jeg måtte forlade lokalet og febrilsk rende ud på gangene for at lede efter dem. Aldrig har jeg følt tyve minutter gå så langsomt og aldrig har jeg følt at det jeg lyttede til var det mest ligegyldige i hele verden. Jeg ville bare ud derfra!
Selvom Havana selvfølgelig ikke tager skade af at tilbringe tid med Mark eller mormor, kunne jeg mærke at jeg slet ikke selv var parat til at skulle undvære hende, selvom det kun ville være et par timer af gangen hver dag. Den følelse af seperationsangst, da jeg sad der i klasselokalet var for mig et tegn på, at jeg på ingen måde skulle undvære hende mere end aller højst nødvendigt lige nu.

Et stædigt æsel
Jeg tog derfor en beslutning om at gøre studiet færdigt, men på lidt andre betingelser end før. Dvs. at jeg nu læser og følger med så godt jeg kan hjemmefra når Havana tager sine lurer. På den måde undgår jeg at være afhængig af at skulle have én med i skole hver dag og samtidig slipper vi dagligt for to timers transporttid, som jeg heller ikke synes er optimalt for den bette.

Med denne her form for selvvalgt fjernstudie går jeg glip af stort set samtlige undervisningstimer og forelæsninger, men skal alligevel aflevere mine opgaver og gå til eksamen for at kunne bestå. Lige før efterårsferien gik jeg til min første eksamen på 3. semester, uden at have været til en eneste undervisningstime og dermed var forventningerne heller ikke særlig store. Men det gik heldigvis godt og med stor hjælp fra min søde studiegruppe endte jeg alligevel med at få et 10-tal til karakterbladet, så jeg er godt tilfreds indtil videre 🙂

Begrænsninger
Som forholdsvis nybagt mor er der selvfølgelig en række forskellige sociale begivenheder i forbindelse med studiet som jeg ikke har mulighed for at være med til i samme omfang som før. De ting har jeg bare måtte acceptere ikke kan lade sig gøre, fordi jeg vælger at fortsætte nu og ikke venter et år. Eksempelvis måtte jeg i starten af semesteret sige nej til 14 dages studietur til L.A., hvilket jeg selvfølgelig var lidt ekstra ærgerlig over, men det var alligevel ikke noget jeg ville have byttet for den tid jeg til gengæld fik med Havana.

Den bedste løsning
Løsningen her betyder at jeg alligevel godt kan holde en form for barsel hvilket bl.a. betyder at jeg ikke skal vække Havana før hun selv vågner om morgenen og at vi kan starte dagen i et roligt tempo med plads til leg, hygge og nærvær. Det sidste jeg ønsker er at give Havana eller mig selv en stresset hverdag, fordi vi konstant skal nå noget på et bestemt tidspunkt. Når min egen søvn samtidig afbrydes af amning et par gange om natten, er det også begrænset hvor oplagt jeg selv ville være til at stå op kl. 6.30 for at nå at være i skole til tiden.

Jeg tror at alle med små børn kan skrive under på hvor svært det indimellem kan være at komme afsted og ud af døren til tiden, fordi der pludselig er så meget praktisk, man skal have til at gå op, så jeg er sikker på at det her er den bedste løsning for os.

Selvom jeg rigtig rigtig gerne ville gøre studiet færdigt med det samme, var jeg også fast besluttet på at det ikke skulle være på bekostning af at jeg skulle have Havana passet i tide og utide eller at jeg skulle gå glip af hendes daglige udvikling. Så sådan som det er lige nu er jeg ret sikker på at det er en vaskeægte win-win situation fordi alle nu er glade 🙂

2 kommentarer

  • Eline V

    Hey Emilie.
    Hvor er du sej, sådan at jonglere med fuldtidsstudie og alt for lækre Havana.
    Jeg tænkte jeg lige ville komme med et fif: Jeg har selv haft dobbelt-undervisning på universitetet dette semester, hvilket har betydet at jeg altid har skulle vælge et modul over et andet på pågældende undervisningsdage. Jeg har gjort det, at jeg har fået en medstuderende til at optage lektionerne, sådan at jeg har kunne lytte til dem og tage noter efterfølgende. Det har virket upåklageligt og selvom jeg kun har været til 1 ud af 5 undervisningsgange på et modul indtil nu, så føler jeg virkelig at jeg er godt med. Måske det også kunne være en mulighed for dig?

    Håber du har det godt 🙂
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej søde Eline!

      Tusind tak for tippet, det var da en god idé! Det vil jeg helt sikkert overveje at prøve af, når der er noget jeg absolut ikke vil misse! 🙂 – Mega sejt af dig at kører med dobbelt undervisning, det forestiller jeg mig også må kræve en del koordinering og frustrerende prioritering? Men vildt sejt uanset!

      Jeg har det dejligt tak, det håber jeg også du har! 🙂
      Knus herfra

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Warm Jackets