Ny, flot sportskollektion fra EYDA ude nu

Afskedsweekend, koncert og motorvejsuheld

Den sidste uges tid er faret forbi og der har været travlt på hjemmefronten. Vi har først og fremmest skulle sige på gensyn til min søster Frida, som i dag er rejst afsted ud i verden med sin veninde og sin rygsæk. De skal være væk i 4 måneder, så vi kommer til at savne hende meget og når nok også at blive liiiidt misundelige på deres eventyr undervejs. Men det er så fedt de skal afsted – det er jo det man skal gøre, når man er 20 år og netop har muligheden, så jeg er naturligvis meget glad og spændt på deres vegne.

Men afsked skulle der tages, så vi spiste morgenmad sammen med familien søndag og fik på skift kysset og krammet Frida farvel. Havana er meget, meget glad for moster Frida, så der blev krammet ekstra meget fra hendes side.

Omkring middagstid, kørte Frida, min far og jeg mod København hvorfra hun jo skulle flyve fra, i dag mandag.

Turen over med færgen gik som altid nemt og bekvemt og vi kom afsted på motorvejen mod Frederiksberg, hvor vi skulle spise og overnatte hos vores familie.

Efter lidt tid på motorvejen fik vi os pludselig en grim forskrækkelse, da en sløset håndværker i bilen foran os ikke havde fået spændt hans materialer ordentligt fast til hans lad. De resulterede i at en stor kasse i flamingoskum blæste af og ramte os. Heldigvis splintrede den bare efter at have ramt vores forrude og kort efter hvirvlede der små hvide skumkugler rundt over det hele.

Min far og jeg nåede lige at ånde lettet op og sagde nærmest i kor “Pyha, godt det kun var af  flamingo” indtil en ny kasse straks efter blæste af bilen foran os. Denne gang var kassen bare ikke på samme både blød og “ufarlig”.

Den fløj direkte mod ruden og BANG – det hidtil største “stenslag” vi hver især havde været ude for. Vi fik bilen standset og udvekslet kontaktinformationer med håndværkeren, som heldigvis selv havde set uheldet.

Den knuste rude forblev intakt, men bøjede gevaldigt indad og splintrede gradvist, som I måske også kan ane på billedet. Det var noget af et chok og en forskrækkelse vi fik os. Udover bilen skete der heldigvis ikke noget med nogen af os, vi slap med forskrækkelsen og gudskelov for det.
Jeg tør næsten ikke at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis vi havde forsøgt at undvige kassen. Det kunne have endt grueligt galt med påkørsel af andre biler i den travle motorvejstrafik, et anlæg eller lignende. Pyha!! Godt det var min far der var bag rattet og håndterede situationen, på hvad der skulle vise sig at være den bedste vis.

Resten af aftenen udviklede sig heldigvis på mere planmæssig og fredelig vis. Vi ankom hos vores familie og tog derefter til U2 koncert i Royal Arena. Det var en lidt blandet koncertoplevelse, da der var en del nye numre med som ingen af os kendte alt for godt og desværre ikke alle de fede U2 klassikere, som vi ellers havde håbet på. Men vi hyggede os og havde en god aften sammen, som var det vigtigste.

Dagen efter spiste Frida og jeg brunch sammen og brugte ellers bare dagen på at slentre på Strøget, kigge butikker og bare være tilstede. Så skønt med en helt og aldeles langsom og rolig mandag for en gangs skyld.

Efter brunchen mødtes vi alle tre igen og til aften spiste vi pizza som afskedsmiddag i de sene eftermiddags solstråler på Illum Rooftop. Super hyggeligt! 

Afslutningsvis kørte vi mod lufthavnen, hvor vi trillede ind på drop off parkeringen, hvor Frida blev stablet op med hele hendes oppakning. Der blev krammet, sagt farvel, vinket og knebet en lille tåre fra min side og så var det ellers afsted mod færgen til Jylland (som vi naturligvis var lidt forsinket til i forvejen). Men lige som vi skulle til at køre, ville bilen ikke starte. Min far, begyndte febrilsk at lede diverse jakker og lommer igennem for at finde hans trådløse bilnøgle, som naturligvis skulle være indenfor rækkevidde før bilen kunne starte igen. Men nøglen var ingen steder at finde. Mens bilkøen bag os hurtigt voksede sig længere og længere i det her ensrettede spor vi holdte i, blev bagagerummet og resten af bilen endevendt i jagten på nøglen. Folk omkring os blev selvsagt meget utålmodige, så flere biler dyttede og folk rystede på hovedet af os – kæmpe stressfaktor i sig selv. Men hva filan kan man lige stille op i sådan en situation, når man ikke har mulighed for at flytte bilen? Det var først kort tid efter, at det gik op for min far at Frida havde taget nøglen tidligere da vi skulle pakke bilen, og derfor stadig måtte have den. Så hun blev ringet op inde i lufthavnen, og ganske rigtigt. “Gud ja, det har jeg da også lige her i lommen” lød det fra hende. Og så var det ellers ud igen og kort efter kom hun tonsende med fuld oppakning og en bilnøgle i hånden. Halleluja! Selvom vi var flade af grin over situationen, måtte vi hurtigt rubbe neglene og gøre plads til de utålmodige rejsende i bilkøen.
Det er virkelig bare min familie i en nøddeskal det her 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ny, flot sportskollektion fra EYDA ude nu