Glædelig jul og god træning

Vores juleaften 2018

Kære alle sammen, rigtig glædelig jul. Jeg håber at I har nydt aftenen i går, lige så meget som jeg gjorde med min familie.

Mit billedearkiv fra dette års juleaften, har vist sig at være usædvanligt småt, i forhold til hvad det ellers plejer at være sådan en aften. Det sparsomme udvalg skyldes til dels at jeg egentlig ikke følte for at skulle forevige hvert øjeblik, som jeg ofte plejer, men i stedet bare være til stede i nuet og nyde familien omkring mig. Dels også fordi at det var så hyggeligt at jeg faktisk glemte det.

Selvom vi var en lille flok samlet, susede aftenen alligevel afsted i høj fart med alle de klassiske traditioner. Vi startede med den dejlige julemad som mine forældre stod for, derefter var der ris a la mande og spil inden vi fik besøg af julemanden (min bror) og dansede om træet.

Det var første gang i år Havana sådan rigtig forstod, hvad der skete og i højt humør dansede vi hånd i hånd rundt om træet mens vi alle skrålede med på “På Loftet Sidder Nissen”, som har vist sig at være hendes klare favorit julesang dette år. Det var tydeligt at se, at hun havde glædet sig og nød alt opmærksomheden som det endnu eneste barn i flokken.

Til sidst blev der delt julegaver ud af vores lille hjælpe-nisse, Havana. Hun elskede at få lov til at dele samtlige gaver ud til hele familien og havde meget travlt med at fare fra den ene til den anden og tilbage til træet efter flere gaver. Deraf også de ret uskarpe billeder 🙂

Det var skønt at se, at hun fandt mindst ligeså stor glæde i at give gaver, som i at åbne dem der var til hende selv. Inden hun pakkede sine egne gaver op, fik hun lov til at gætte på hvad det var. Gaven på billedet herunder troede hun var en mini-trampolin, men I virkeligheden var det et stort LEGO Duplo sæt, som vi har brugt hele formiddagen på at samle og lege med her i dag, 1. juledag hjemme i stuen.

I aften er den årlige store-gå-ud-aften for mig og veninderne, som jeg glæder mig meget til, selvom det bliver i en ædru udgave for mit vedkommende pga. graviditeten. Men det bliver med garanti en fest alligevel. Ønsker jer alle nogle hyggelige juledage uden for meget stress og jag.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Glædelig jul og god træning