Havana 2,5 år

Petra, et af verdens 7 vidundere

I dag har vi været på tur for at se et af verdens 7 vidundere, oldtidsbyen Petra. En klippeby som i gammel tid blandt andet fungerede som handelsrute for karavanerne og som hovedstad for det arabiske nomadefolk nabatæerne. Petra er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv og var naturligvis et oplagt sted at besøge, mens vi er her i Jordan.

Efter at have spist morgenmad på hotellet, pakkede vi børn, tasker, overtøj og klapvogne og begav os mod biludlejningen, hvor vi skulle have fat i en minibus, der kunne rumme hele selskabet af i alt fire voksne og tre børn. Da det endelig var lykkedes os at få børnene rigtigt installeret i autostolene og mast alt vores habengut ind i bilen, var der afgang. Forude ventede der os en to timers lang køretur fra Aqaba til Petra gennem Jordans ørken og flotte bjerglandskab.

Forrest i ‘bussen’ sad Kasper og Mark som henholdsvis kørte og forsøgte at finde vej uden brug af kort eller GPS, men kun med enkelte notater hjemmefra, hvor vi havde adgang til wifi. De udgjorde et godt team og sørgede for at holde humøret højt, mens Stephanie og jeg forsøgte at underholde os selv og børnene undervejs. Jeg vil lyve, hvis jeg påstod at det var nogen særlig behagelig tur for mig som gravid omme i bagtroppen. Det føles mest af alt som om at bilen hoppede rundt på de ujævne veje og da vi nærmede os bjergene med de mange sving måtte jeg bukke under for køresyge, som gjorde mig virkelig dårlig. Heldigvis hjalp omgivelserne og landskabet omkring os med at fjerne fokus fra ubehaget, når der pludselig ud af det blå stod frie kameler, æsler eller får i vejkanten og gloede på den forbifarende trafik.

Da vi endelig nåede frem, blev vi trods vores forberedelser, noget overrasket over hvor koldt der egentlig var deroppe i bjergene. Så det var på med det varme tøj, vi havde rejst fra Danmark i og så afsted. Heldigvis forsvandt min køresyge i øvrigt i samme øjeblik, som vi trådte ud af bilen.
Det første syn der mødte os, da vi kom igennem hovedindgangen, var et kæmpe udbud af hestevogne, som tilbød lift ned gennem den kilometer lange og meget smalle kløft, Siq’en. Vi valgte dog at tage turen på gåben med hver vores klapvogn at støtte os til, på de ujævne klippeoverflader. For tre dage siden lykkedes det mig jo at forstuve min fod ret så kraftigt, da jeg faldt på en bro i klipklapper, så min fod var ikke helt fantastisk at gå eller støtte på. Men det hjalp dog betydeligt at få den i en lukket sko og at jeg havde klapvognen at klynge mig lidt til, når det var værst.

Det var vildt at gå gennem den smalle kløft omgivet af klipper, der strækker sig firs meter op i himlen. Klippevæggene og de mange fascinerende udgravninger, der er hugget direkte ind i klipperne, gjorde oplevelsen meget autentisk, og vi følte os lidt som statister i en oldtids film, på vores rute gennem landskabet.

Da vi havde gået gennem den lange kløft og flere gange nærmest kastet os ind til klippevæggen, for ikke at blive reddet ned af en hest i rask trav, med dertilhørende hestevogn, nåede vi frem til ‘Skatkammeret’ Al Khazneh, som blandt andet er kendt som setting i en af Indiana Jones filmene og som med god grund er hovedattraktionen her. (På billedet herunder) Det skulle eftersigende være et gammelt gravsted og tempel, men om der reelt har været skatte, vides der vidst ikke.

Efterfølgende gjorde vi et pitstop på en lille café, som var omringet af små souvenir shops med diverse silketørklæder, keramik og andet tingeltangel. Rundt om os og de andre turister red unge drenge rundt på små æsler og tilbød kækt “Cheap taxi rides with fresh aircondition!
Elva og Havana var klar og sidder spændt og venter på at se, hvilken bil vi skal køre i til Petra.





Holdet klar til kløftvandring




‘Skatkammeret’, Al Khazneh.


De bedste rejsemakkere vi kunne tænke os.


Det var en virkelig spændende og flot oplevelse for os alle, som jeg var meget taknemmelig for at få med.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Havana 2,5 år