Gravid uge 19: De første mavebilleder

Graviditetsgener i 1. trimester

Jeg tænkte at jeg lige vil tage de af jer, hvem det måtte interessere, med på denne graviditetsrejse helt fra begyndelsen. Derfor må vi hellere lige spole tiden tilbage til september 2018, hvor det hele egentlig startede.

Første trimester er for en kort bemærkning, graviditetens første 12 uger. 12 uger som for nogen kan gå ganske ubemærket hen og for andre, og mig selv i dette tilfælde, 12 uger som kan føles som ren overlevelse.
For at sige det lige ud, var dette første trimester på ingen måde ligeså sjovt, som jeg tidligere kan huske det fra min første graviditet. Det har groft sagt været lidt af en udfordring, for selvom jeg er glad for at være gravid, har tiden mest af alt været plaget af kvalme, ekstrem træthed, ømme bryster, bekymringer og des lige. Så hvis I har lyst til at læse en ærlig omgang graviditetspladder, så læs bare videre. Hvis ikke, er det mere end ok at scrolle videre til næste indlæg.

Billederne her er fra vores ferie på Kreta i oktober, hvor jeg var 8 uger henne og endelig havde fundet overskuddet til at træne lidt og kom helt høj retur til hotelværelset. Min kvalme og trang til at kaste op var her væk for en stund, hvilket jeg nød til fulde. Min navle, der poppede tidligt ud, var det første synlige tegn, for mig på, at jeg var gravid igen.

Når jeg tænker tilbage på min første graviditet, gik der utroligt mange uger før jeg mærkede en fysisk forandring, som kunne pege i retningen af, at jeg var gravid, men denne gang var det en hel anden historie.
Selvom det lyder mærkeligt, følte jeg, allerede dagen efter “undfangelsen”, at nu var det nu. Jeg tog en test samme dag, for at få min teori bekræftet, men det var naturligvis for tidligt at se på en test allerede der, så resultatet var negativt. Det ændrede dog ikke min overbevisning, da jeg kunne mærke det tydeligt i min krop. Og ganske rigtigt var resultatet et par uger efter, tydeligt positivt. Jeg var gravid!

Herefter startede mine første graviditetssymptomer eller graviditetsgener, som jeg i dette tilfælde nok nærmere vil betegne dem som. I kan læse om dem i følgende afsnit.

Hormonella – En følelsesmæssig undtagelsestilstand 
Eftersom vi valgte ikke at dele nyheden om denne graviditet før relativt sent, havde jeg selvsagt kun Mark at dele mine bekymringer, tanker og beklagelser med. Han har derfor måtte stå model til meget i de første uger og burde nok egentlig hædres lidt mere end han er blevet. For sandheden er, at jeg nok har været lidt af et hormonforstyrret væsen den første tid, med rigeligt af humørsvingninger, er jeg sikker på han vil mene, hvis du spørger ham. Jeg tror, at det er en del af den store mentale omstilling, når en familie udvides, at der ind i mellem popper spørgsmål op i ens hoved omkring, hvor vidt man vil kunne magte opgaven, om tidspunktet er rigtigt og om det hele nu skal gå. Den type bekymringer havde jeg sjovt nok også langt flere af her anden gang end ved den første. Formodentligt fordi jeg nu har en lidt mere konkret forestilling om, hvad en lillebitte baby kræver og måske også fordi hormonforandringerne bare har fyldt mere denne gang. Mine humørudsving har som bonus ikke helt lagt sig endnu, og jeg fornemmer at de godt kan blive graviditeten ud.

Kvalmen
Sammen med den positive graviditetstest kom kvalmen. En kvalme der ikke kun viste sig i form af morgenkvalme, men mere som en form for 24 timers kvalme i samtlige 12 uger. Morgen, middag, aften og nat var jeg plaget af ekstrem kvalme, der fik mig til at miste appetitten fuldstændig. Det resulterede også i dage med opkast og et energiniveau der kunne samles et meget lille sted. Selvom jeg godt har vidst at kvalmen var et udtryk for et højt niveau af det gravidbevarende hormon progesteron i kroppen, har jeg haft svært ved at se noget som helst positivt ved det. Det har bare været godt og grundigt træls og hæmmet mig ret meget. Mine sociale arrangementer har derfor også været på et absolut minimum i denne periode.

Træthed
Oveni kvalmen blev jeg også overrumplet af en kæmpemæssig træthed. Det hænger naturligvis sammen med, at jeg i perioden ikke har fået en særlig hensigtsmæssig og næringsrig kost – og på den front har været i massivt energiunderskud. Men det at skulle være babyfabrik og samtidig mor til en 2 årig med krudt i måsen, har virkelig været hårdt for min krop i denne periode og jeg har været nødt til at lytte til den og hvile, lige så snart jeg har havde mulighed for det. Jeg er gået i seng på samme tid som Havana hver aften og har dermed fået omkring 10-12 timers søvn hver nat og stadig været helt igennem energiforladt sidst på dagen. Når jeg har været afsted på arbejde er jeg blevet fint distraheret, men lige straks jeg er trådt ind over dørtærsklen hjemme, har jeg måtte overgive mig til sofaen. Kedelig kæreste …

Svimmelhed
Da svarene fra min første lægekonsultation og blodprøver kom retur, fik jeg konstateret for lav blodprocent. En faktor der var medvirkende til at jeg ofte følte mig enormt svimmel og formentlig også bidrog til min konstante træthed. Det aftog heldigvis, da jeg begyndte at øge mit indtag af jerntilskud.

Skærpet lugtesans
Min lugtesans blev endnu mere toptunet end jeg nogensinde havde forestillet mig var muligt. Selv den mindste lugt eller duft har kunne fremkalde kvalme for mig i de første måneder. Alt fra tilberedning af mad, duftlys og bare det at træde ind i mine ellers så vante omgivelser i fitnesscenteret, har fremprovokeret kvalme i en sådan grad at jeg flere gange har måtte gå ud eller lave en seriøs udluftning, for at kunne være tilstede i et rum.

Forstoppelse
I alt sin enkelhed bare super nederen – og alle gravide, såvel som ikke-gravide, ved hvordan det er at gå og være konstant oppustet. Når det så står på i flere uger er det bare ikke fedt, vel?

Uren hud
Jep. Som om jeg ikke følte mig nederen nok i forvejen, var det sikkert som amen i kirken, at jeg som minimum havde 3-4 hormonelle udbrud i mit ansigt af gangen. Og bedst som et forsvandt, blomstrede et nyt op et nyt sted. Velkommen tilbage teenage Emilie!

Virkelighedstro drømme/mareridt
Jeg er fortsat usikker på om det er direkte forbundet med graviditeten, men ikke desto mindre var den stensikker hver nat, at jeg kunne vågne op omkring kl. 05 badet i sved, fra et mareridt der havde føltes så ægte, at jeg måtte stå op og tænde lys, for at overbevise mig selv om at det ikke var virkelighed. Det har altid været noget med, at jeg skulle nå noget ekstremt vigtigt, skjule mig eller beskytte mine børn fra frygtelige ulykker. Forestil jer hvor svært det er at falde i søvn igen efter at have flygtet fra en sulten bjørn i en skov, forsøgt at undvige skud fra en galning med en pistol eller alene skulle trække dine skrigende børn op fra en afgrund? Eller den nat hvor jeg skulle redde Havana ud af en synkende bil og selen i autostolen ikke kunne spændes op. Eller dengang hvor min gravide mave blev mast i metrodøren, fordi jeg ikke var hurtig nok til at komme ud …  Det har været nogle vilde nætter, kan jeg godt fortælle jer! Har virkelig følt at min fantasi, har været ved at løbe af med mig..

Niv i underlivet
En ubehagelig form for jag og stik i underlivet, var nogle af de første symptomer jeg mærkede i starten. Lidt udefinerbart, men en meget, meget lidt rar fornemmelse.

Det føles altså for mig, der ellers gik fuldstændig fri for een eneste af overstående gener i første graviditet som om, at jeg bare har fået hele listen denne gang. Min gode graviditets-karma må simpelthen være opbrugt. Jeg ved dog at nogen er så uheldige, at være endnu hårdere ramt end jeg har været indtil nu og at alle gener jeg har oplevet er helt almindelig i første trimester. Dette ændrer jo desværre bare ikke ved den kendsgerning, at det har været møgirriterende, for at sige det som det er.

Jeg vil så nødig fremstå som en utaknemmelig gravid, ved at udpensle “den hårde del”, for at kunne bægre sit barn er absolut et mirakel og noget som jeg ved, at mange par kæmper en brag kamp for at opnå. Af samme grund føler jeg det også nødvendigt, at udtrykke, hvor glad, taknemmelig og lykkelig jeg er over at være gravid, og så endda for anden gang, med en sund og rask baby i maven. Det er et stort privilegium, som jeg sætter enormt stor pris på. Jeg håber blot at dette indlæg kan være relaterbart for dig, som også er gravid eller måske har et ønske om at blive det. Måske også for dig der lige nu sidder i samme situation eller dig, der måske tidligere har været igennem noget lignende – I så fald giv endelig lyd i kommentarfeltet. Det er så rart ikke at føle sig alene med alle problematikkerne.

Ps. Jeg kan fortælle at samtlige gener for mig, stort set aftog ved udgangen af uge 13 og blev erstattet af nye og anderledes forandringer, som jeg gerne vil dele med jer i et andet indlæg, hvis I har lyst til at læse det?

4 kommentarer

  • Jeanette

    Hej Emilie Jacqeline
    Jeg vil blot lige takke dig for at have haft mod til at dele “den negative del” som en graviditet kan indeholde. Jeg er selv i uge 13 og har haft 13 hårde uger med samme palet som dig. Jeg er enormt glad for at være gravid, men selve glæden bliver skyllet væk når man bare har det dårligt 24/7 og ikke har megen energi til de ting der er vigtigst for en. Jeg har haft rigtig dårlig samvittighed over at være negativ omkring det, måde over for mig selv men ikke mindst over for min kæreste og kommende barn, da ingen må tro at det ikke er mega meget ønsket.
    Tak fordi du delte dine oplevelser, det er rart at vide at man ikke er den eneste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie Jacqueline

      Hej Jeanette,
      Tusind tak for din besked. Hvor er jeg utrolig glad for at du har kunne bruge mit indlæg at spejle dig i og vide at du ikke er alene. Jeg håber inderligt at din kvalme og træthed snart forsvinder, så du får bedre betingelser for at nyde din graviditet. Det er jo virkelig en hård tid, hvis ikke man har det godt undervejs. Og selvfølgelig et stort tillykke! Ønsker dig og din familie alt godt med det kommende nye lille liv <3
      Kh. Emilie

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg har jo kun været gravid med Viktor, men træthed, skærpet lugtesans, kvalme/opkast og svimmelhed var også KÆMPE problemer for mig i første trimester. Lugtesansen og opkast varede så hele graviditeten for mit vedkommende – men det synes jeg nu også var billigt sluppet når nu der ikke kom andet til – ikke engang ret meget væske måske lige lidt den sidste uge. Håber jeg er lige så heldig anden gang – men tvivler da nu 😅😅 kan heldigvis nå at glemme dit indlæg inden vi engang skal igang med nr 2 🙊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie Jacqueline

      Hej søde Ditte, åh det lyder nu virkelig heller ikke rart med opkast hele graviditeten – men alligevel kan det, som du selv skriver, måske godt betegnes som værende ‘billigt sluppet’, når man hører om alle de andre slemme gener mange kvinder er udsat for under graviditeten.
      Jeg håber nu du får en dejlig graviditet, når Viktor engang skal være storebror 🙂 Knus herfra

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gravid uge 19: De første mavebilleder