Velkommen forår

Graviditetsgener i 2. trimester

Da jeg i starten af denne uge fik en påmindelse af min graviditetsapp om, at jeg nu tog hul på 3. trimester og “graviditetens slutspurt”, må jeg ærligt indrømme at jeg blev lidt overrasket. Seriøst allerede? På den ene side føler jeg, at jeg har været gravid i hvad der føles som en evighed (200 dage, for at være helt præcis) og på den anden side, synes jeg pludselig også at det kommer lige lovlig tæt på og at jeg nærmer mig terminen i et noget hastigt tempo. I dag er jeg i 29. uge eller det der kaldes 28+4, så de resterende små 11 uger kan jo hurtigt gå.

Derfor er det også blevet tid til at give en lille status på, hvordan de seneste tre måneder, altså 2. trimester, har været og hvilke graviditetsgener der har fulgt med.

Læs også: Graviditetsgener i 1. trimester


Stik med guld detaljer og vidde ærmer i blødt materiale fra Nü Denmark – find den her

Baby vokser: At vores baby vokser som han skal og at mavens størrelse følger med, er selvfølgelig kun skønt og præcis som det skal være, men at det går så stærkt her anden gang, er simpelthen utroligt. Samtlige af mine t-shirts stumper allerede og jeg er for så vidt muligt, tyet til alt hvad der før har været bare lidt oversize i størrelsen for ikke at gå og skille på midten. Jeg passer ikke længere nogle af mine jeans eller bukser, men er godt tilpas i en løs kjole, stor strik eller selvfølgelig tights med god elastik i taljen på jobbet og til træning.

Uro i benene: Særligt ved aftentid og ind i mellem, når jeg lige er vågnet, har jeg følt sådan en ubehagelig uro eller prikken i benene. Jeg har endnu ikke nogle væskeophobninger af betydning, men jeg har frygtet lidt at det kunne være det, der var på vej. Heldigvis har jeg kunne afhjælpe problemet med nogle enkelte venepumpeøvelser og så er uroen hurtigt væk igen.

Plukkeveer: Næsten helt fra starten af 2. trimester, begyndte plukkeveerne at gøre sit indtog og desværre har de med tiden kun tiltaget i styrke og hyppighed. Det er enormt anstrengende, da jeg føler at det begrænser mig en del og særligt sidst på eftermiddagen og aftenen er det ret slemt. Men jeg er nødt til at se således på det, at det jo er min krops måde at fortælle mig, at jeg bliver nødt til at slappe mere af og få nogle små hvil i løbet af dagen. Så jeg lytter til signalerne og har nu valgt at holde en ugentlig fridag indtil jeg går på barsel. Derudover forsøger jeg så vidt muligt at samle alt kontorarbejde og klare det hjemme fra sofaen, hvor jeg kan få benene lidt op og så meget ro på sammentrækningerne i livmoderen som muligt. Jeg vil jo nødig risikere at føde før tid.

Jeg mindes slet ikke at opleve det i lignende omfang under sidste graviditet, hvor det først var til aller sidst, plukkeveerne meldte deres ankomst. Men dengang var det naturligvis også lettere at få sig en eftermiddaglur eller slappe af i det hele taget, da der ikke i forvejen var et lille barn at tage sig af.

Ninja baby: Igen er det lidt sjovt at sammenligne med min første graviditet, hvor jeg først mærkede liv i uge 20 og denne gang var der helt tydelige bevægelser at mærke både ind – og udvendigt fra uge 16 og lad mig bare sige, der har været afsindigt meget aktivitet på den lille fyr lige siden. Om det er teakwondo, trampolinspring eller straffespark han øver sig på at blive olympiskmester i, er ikke til at spå om, men ikke desto mindre føles det som en blanding af alle tre discipliner, udført på indersiden, det meste af dagen. Dejligt livsbekræftende, men samtidig også temmelig hårdt.

Dårligere søvn: Grundet ovenstående ninjatendenser, som også finder sted om natten, er min søvn blevet betydeligt dårligere. Ved blot den mindste opvågning har det været stensikkert at baby også er vågnet og så har jeg ellers kunne ligge, somme tider helt op til 30 min., og vente på at der kom ro på igen, så jeg kunne vende tilbage til søvnen. I takt med at maven også er vokset så hurtigt er det også blevet ret ubekvemt for mig at ligge ned i det hele taget. Jeg kan ikke ligge på samme side længe af gangen og hver vending resulterer også i en opvågning, så det bliver til en del opvågninger i løbet af sådan en nat. Jeg forestiller mig at det er biologiens måde at forberede krop og sind på de mange natlige opvågninger, som følger med, når baby først er kommet til verden.

Øget tissetrang: På forhånd undskyld at jeg involvere jer i den del, men der er jo selvsagt de gravides #1 præmis, at når nogen jokker rundt og presser på din blære 24/7, ikke så underligt at der bliver kortere mellem toiletbesøgene. Jeg kan snildt tisse op til 4 gange i timen når jeg er hjemme og er ofte virkelig presset, når jeg f.eks. står på gulvet i træningslokalet med enten én eller flere klienter, som afventer mit næste signal og jeg ved at jeg er nødt til at holde mig til timen er slut. Men jeg klarer den naturligvis og og har heldigvis ikke oplevet nogle uheld endnu.

Bækken, ligament – og lændesmerter: Jeg har indimellem været plaget af nogle lændesmerter som har strukket sig ned omkring venstre side af mit bækken. Jeg har tydeligt kunne mærke at mine ledbånd (ligamenter) har strukket og udviddet sig, men der har heldigvis ikke været tale om decideret bækkenløsning. Smerterne har fundet sted relativt kort varigt og jeg har fundet ud af at kunne afhjælpe det med øget fokus på træning af især de stabiliserende muskler i min mave, ryg, sæde og bækkenbund, så det er rart at det lige nu ikke er så ofte længere.

___________________________

Overnævnte gener kunne jeg såmen sagtens undvære, men i grove træk synes jeg stadig, at jeg har en god og ukompliceret graviditet. Det er jo stadig muligt for mig at leve det aktive liv som jeg plejer, blot med små hensyn til at skåne min krop lidt mere end jeg ellers er vant til. Overordnet set er det helt fantastisk at følge med i kroppens udvikling – både hvad der sker fysisk men også hormonelt og jeg er spændt på hvordan de næstkommende og sidste måneder kommer til at forløbe.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Velkommen forår