Babyshower for lillebror

Forskellen på min 1. og 2. graviditet


Da jeg via min graviditets app i morges fik en notifikation om, at jeg nu var nået 90% af graviditeten, kunne jeg ikke dy mig for at lave et lille ‘remake’ af et billede jeg fik Mark til at tage for godt og vel 3 år siden, da jeg ventede Havana. Både for at kunne sammenligne mavens størrelse og form dengang og nu, men også for at reflektere lidt over de forskelligheder jeg har oplevet på min 1. og 2. graviditet.

For selvom billederne ovenfor umiddelbart kan ligne hinanden til forveksling, har jeg langt fra oplevet graviditeterne som værende ens på nogen måde. Begge har dog (indtil nu) forløbet godt og uden komplikationer, så det priser jeg mig virkelig lykkelig for. 7-9-13. Men der har nu alligevel været en del forskelligheder, som jeg har svært ved at tro, skyldes babyernes forskellige køn, men som nok bare generelt gør sig gældende i første og anden graviditet. Mon I mødre, kan genkende noget herfra eller har I selv oplevet andre forskelle eller ligheder, som I har lyst til at dele? Så skriv endelig en kommentar under indlægget.

Fysisk
Rent fysisk har jeg godt kunne mærke at min krop har været noget svagere end første gang. Forstået på den måde, at tyngden fra maven eksempelvis, har givet mig flere gener omkring lænden idet mine mavemuskler hurtigere har delt sig og der derfor ikke har været så meget kraft til at holde det hele på plads. Rent størrelsesmæssigt tror jeg dog, at det er tæt på ens, hvor meget jeg vejer mere, på nuværende tidspunkt.

Cravings
I min første graviditet oplevede jeg ikke nogle cravings eller lyst til særlig mad og det synes jeg som sådan heller ikke at jeg har gjort denne gang. Til trods for det, er jeg indimellem stødt på et par løftede øjenbryn og kommentar som “Holy moly, hvor er du bare gravid!” – som for eksempel, da min søster tog mig på fersk gerning i at køre nutella ned med ske direkte fra glasset. Men sandheden er faktisk, at det er min største last, og noget jeg kan finde på at gøre uanset om jeg er gravid eller ej. Nu har jeg bare en undskyldning, som de fleste godtager og det udnytter jeg til fulde, haha.

Træning og aktivitet
Jeg bliver ofte spurgt indtil, hvor meget jeg træner under min nuværende graviditet. Og svaret herpå er, at det er noget mere moderat end første gang. Jeg styrketræner dog stadig 1-2 gange om ugen, men med meget lav intensitet og lav belastning ift. når jeg ikke er gravid. Mine træningspas er heller ikke så lange, idet jeg siden uge 20, har døjet en del med plukveer, som kun blev forstærket ved fysisk aktivitet. Til gengæld prioriterer jeg at gå lange ture i skoven og har haft det som en del af min faste rutine siden nytår. Det har jeg virkelig nydt at gøre de her 3-4 gange om ugen i et tempo der passer min krop. Turene varer alt fra 30 til 90 minutter og giver mig den største fornemmelse af ro i krop og sind og er derfor også noget jeg fortsætter med nu, hvor jeg er gået på barsel. Første gang følte jeg et naturligt større overskud og kørte lidt hårdere på med min styrketræning frem til termin.

Maven
Maven er i den grad vokset hurtigere denne gang, end da jeg ventede Havana. Det er jo meget naturligt eftersom mavemuskler og maveskind har været strukket godt ud før. Det betød også at det tidligere var mere tydeligt at jeg var gravid her anden gang og ikke som første gang, hvor det stadig kunne skjules, da jeg var halvvejs. Hvis man kigger på billederne ovenfor ser det ud til at min mave på dette tidspunkt var sunket mere end hvad den er i dag, men overordnet har jeg gennem hele graviditeten følt at maven har siddet lavere denne gang. Om der er nogen sandhed i det, er svært at vurdere helt præcist.

Baby
Som jeg også tidligere har nævnt herinde, mærkede jeg lillebrors spark og bevægelser i maven fire uger tidligere end første gang. I henholdsvis uge 16 og uge 20. Når du kender fornemmelserne fra tidligere er det også lettere at genkende og registrere de mærkelige fornemmelser anden gang. Ham her er en livlig lille bandit og der går sjældent særlig lang tid mellem at han på den ene eller anden måde får gjort opmærksom på sig selv. Det er så hyggeligt og det nød jeg virkelig også første gang, selvom det indimellem lige kræver at jeg må stoppe op og få vildbassen lidt til ro inden jeg kan fortsætte det jeg var i gang med.

Gener og symptomer
I første graviditet gik jeg igennem 9 mdr. uden at komme i nærheden af hverken kvalme, halsbrand eller andre ulidelige symptomer. Det har mildt sagt været lidt en anden oplevelse denne gang. Læs om mine graviditetsgener i 1. trimester her og mine graviditetsgener i 2. trimester her.
Jeg oplevede dog også plukveer sidst i første graviditet, men her anden gang har de både været hyppigere, kraftigere og optrådt meget tidligere.
Generelt har denne graviditet bare på mange måder været hårdere end første gang. Der findes jo mange myter som påstår at “hvis du har det sådan og sådan, venter du en pige” og “hvis du oplever sådan og sådan venter du stensikkert en dreng”, men grundlæggende tror jeg ikke så meget på at det er kønnene der er afgørende for netop dette, men blot at alle graviditeter er vidt forskellige. Hvad tror I på?

Hverdagen
Et af symptomerne som jeg oplevede meget voldsommere anden gang, har været trætheden. Særligt i første trimester, men nok også sådan helt generelt. Med et større barn at koncentrere sig om, er der helt automatisk bare mange andre ting, der fylder i hverdagen end dengang vi ventede det første barn.
Når man desuden lever sammen med en ret vild tumling, skal jeg i det daglige bruge mere energi på at beskytte maven fra udefra kommende spark, slag eller bump fra storesøsteren, når der eksempelvis bliver uddelt kildeture eller når det er tumletid inden sengetid. Her kan jeg godt mærke en begrænsning og et andet nødvendigt hensyn der skal tages, fordi jeg nu er på en anden måde er opmærksom på og bevidst om hvad der er der principielt kan blive skadet, hvis ikke man passer på.
Hverdagen er jo også på mange måder en helt anden, når der er et eller flere børn i huset på forhånd, og det at skulle løfte den store op og ned fra diverse pusleborde, autostole etc., giver også en øget belastning på kroppen på daglig basis, og det synes jeg godt kan mærkes.

Bekymringer og tanker
Selvom der selvfølgelig ingen garantier er, har jeg stort set ikke bekymret mig om fødslen denne gang, da det for mit vedkommende er nogle helt andre tanker der spiller ind denne gang. Det skyldes nok til dels også at jeg havde et relativt nemt og problemfrit fødselsforløb, som gør at jeg ikke har brugt så meget krudt på at bekymre mig om den del. Jeg glæder mig lige så meget til at føde denne gang, som den sidste. Læs min første fødselsberetning her.
Til gengæld er der flere bekymringer omkring hvordan familielivet bliver, når vi pludselig er fire. Hvordan vi igen vil blive udfordret på søvn og lange nætter og mest af alt, hvordan vi bedst muligt kan forberede Havana på storesøsterrollen.

Forventningsglæden
En ting som kan sidestilles og sammenlignes 110% med min første graviditet, er forventningsglæden. Jeg følger lige så troligt med i babyens udvikling som første gang og bruger tid på at fordybe mig i det at være gravid, som jeg ellers hører mange 2. gangs mødre fortæller at de helt glemmer anden gang. For mig føles det nok bare lige så nyt og spændende som første gang, fordi vi ved at det nu er en lille dreng, der kommer ud til os. Og jeg glæder mig SÅ meget!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Babyshower for lillebror