Fint tilbehør til baby

Sådan forbereder jeg mig til fødslen anden gang


Så er det efterhånden ved at være ‘op over’ og jeg kan mærke, at jeg føler mig så parat til den forestående fødsel, som jeg nu kan blive.
Ventetiden føles igen lidt pudsig her så tæt på termin. I følge dén plan, er der i dag kun 5 dage tilbage, men med tanke på en undersøgelse, som har vist at kun 4% af gravide føder på terminsdatoen, er det nok ikke så nemt at sætte næsen op efter at det bliver præcis der. Det ville i øvrigt også passe temmelig skidt med timingen, da vi faktisk er inviteret til barnedåb netop på søndag, som jeg meget gerne vil deltage i – men nu får vi af se, hvad der sker.
Den praktiske del synes jeg der er ret godt styr på nu og hospitalstasken står pakket og klar og så er det jo bare at vente og nyde tiden. Det kan jeg heldigvis godt lidt endnu.

Forberedelserne op til fødslen har dog ændret sig lidt siden jeg sidst var gravid.  Læs her hvilke tanker og overvejelser om fødslen jeg havde dengang jeg ventede Havana. Jeg har stadig en positiv indstilling til det og glæder mig til hele forløbet, men det er alligevel på en anden måde. Jeg glæder mig sindsygt til at møde ham og holde ham i mine arme, til at opleve Havanas første møde med ham og i det hele taget til at vi bliver en familie på fire. Men jeg er også spændt, og kan ind i mellem blive urolig for, om det mon kommer til at blive et lige så ukompliceret forløb som sidst, om det kommer til at gå meget stærkt eller om det bare bliver en helt anden oplevelse, hvilket jo nok er temmelig sikkert. Men jeg glæder mig i hvert fald virkelig meget.

Læs også: Min fødselsberetning om Da Havana kom til verden her.

I min kommune bliver man som fleregangsfødende ikke tilbudt decideret fødselsforberedelse, men noget barsels café, tror jeg det kaldes, som jeg dog ikke har benyttet mig af. Jeg er dog med i det der kaldes ‘kendt jordemoder ordning’, hvor jeg er tilknyttet et team på tre, hvoraf det så gerne skulle være én af de tre jordemødre, jeg får lov til at føde sammen med og ikke bare den der tilfældigvis har vagten på fødegangen den pågældende dag/nat. Jeg har mødt dem alle under mine  jordemoderkonsultationer og føler mig ganske tryk ved dem alle, så det har jeg det ok med.

Men fordi tilbuddene til andengangs fødende er så begrænsede, har jeg haft stor glæde af at bruge en privatjordemoder ved navn Sanne. Sanne holder til i en hyggelig privatklinik blot 5 km. fra hvor jeg bor, så det var oplagt at det var hende jeg skulle bruge. Sanne afholdte en privat fødselsforberedelse for min veninde Trine og jeg hjemme hos mig, hvor der var plads til alle vores spørgsmål og undren, som andengangsgravide. Det har været virkelig dejligt at føle sig mødt og hørt og ikke mindst af en som samtidig med os, også venter sig barn nummer to. Ret skønt at have det til fælles undervejs også.

I dag har jeg besøgt Sanne til en omgang Rebozo massage, for at løsne lidt op i min ømme lænd og muskler/led generelt og det var skønt – jeg var sågar lige ved at tro at der blev sat gang i fødslen, da rystelserne under Rebozoen, føltes ekstra vilde, når pladsen er så trang derinde i maven og det var tydeligt at se og mærke, hvordan det lille væsen skvulpede rundt fra side til side. Efterfølgende lyttede Sanne også til babys hjertelyd, tog symfyse-fundus mål og mærkede efter at han fortsat stod fint ned i bækkenet. Alt sammen meget betryggende at få bekræftet en ekstra gang.

I kan finde Sanne på facebook her og på instagram under navnet @sanne_jordemoder, hvis I er interesseret i at se mere til hendes øvrige ydelser og tilbud til gravide.

Udover den mentale del af forberedelserne, har jeg naturligvis også forsøgt at forberede min krop bedst muligt ved at spise sundt og varieret, dyrke regelmæssig motion og styrketrænet i det omfang mit overskud har været til. Her i slutningen er det dog hovedsagligt gåture, der har været min kilde til motion pga. de mange plukkeveer jeg har været plaget af. Jeg har også af to omgange fået gravidmassage, på sådan en briks med hul til maven, som klart også kan defineres som en del af den fødselsforberedende proces. Begge gange har jeg fået foræret behandlingerne fra nogle virkelig søde og betænksomme mennesker i mit liv, og har virkelig nydt det.

Nu skal den sidste tid bare nydes og bruges på at genindøve den vejrtrækningsteknik, som jeg havde så stor gavn af ved min sidste fødsel, som jeg lærte under gravid yoga. Desværre har jeg under denne graviditet ikke haft samme muligheder for at gå til gravid yoga mere end et par gange, men jeg vil dog stadig anbefale det på det kraftigste – og hvis I har lyst kan I læse eller genlæse min yoga anbefaling her

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fint tilbehør til baby