Sol, strand og pluk-selv blomster

Min fødselsberetning: Da Hugo kom til verden (Del 1)

Ligesom jeg skrev min fødselsberetning, da Havana blev født, har jeg nu sat mig til tasterne igen. Personligt elsker jeg at læse andres fødselsberetninger, men skriver i højeste grad også for min egen skyld, da det kan føles helt terapeutisk at sætte ord på de følelser og tanker jeg havde undervejs i forløbet og for at huske alle detaljerne i fremtiden. Jeg håber I vil få glæde af at læse med i et både meget personligt og meget privat skriv fra min side.

Optakten 3. juni 2019, kl. 11.30
40+1. Jeg havde netop passeret terminsdatoen endnu uden tegn på nogen fødsel. Vejret var skønt og efter jeg om morgenen havde afleveret Havana i vuggestuen, svingede jeg omkring dyreskoven som jeg plejer, tog en podcast i ørene og gik en god lang tur. Jeg følte mig glad og helt klar på at møde vores lille dreng, når han synes tiden var rigtig, men jeg var alligevel ikke nået til at blive hverken utålmodig eller træt af at dele krop med ham. Jeg fortalte ham dog på vores tur, at han gerne måtte komme, når han var klar og at vi var parate til at tage imod ham.

Da jeg kom hjem igen lavede jeg mig lidt at spise og smækkede derefter benene op for at genoptage læsningen af en fødselsforberedende bog, som jeg havde fået anbefalet, men endnu ikke kommet så langt med. Jeg nåede til noget omkring vejrtrækningsteknikker, som jeg få gange fik øvet igennem, inden jeg bemærkede at der pludseligt blev bekymrende stille i min mave ift. hvad der ellers plejede at være, når jeg sad stille og slappede af. Det var meget kontrastfyldt til det bevægelsesmønster jeg kendte fra ham, hvilket gjorde mig lidt urolig. Jeg valgte derfor at drikke et stort glas koldt vand og lagde mig derefter ned med hænderne på maven for at få lidt gang i ham.

Katestrofetanker og “Hvad nu hvis”
3. juni 2019, kl. 13.30
Da jeg havde ligget stille med hænderne omkring maven og puffet lidt til ham uden nogen respons, i hvad der føltes som en evighed, mærkede jeg for første gang i hele graviditeten angsten for at miste ham. Når jeg tænker tilbage på det nu, tror jeg faktisk det her tidspunkt og den næste time frem var den værste og hårdeste del af forløbet, til trods for at fødslen ikke engang var startet rigtigt endnu. Frygten for at noget ikke var som det skulle være overmandede mig fuldstændig og gjorde mig vitterligt ude af den, for jeg følte pludselig at det kunne være et spørgsmål om tid og at jeg var nødt til at gøre noget NU! Så jeg besluttede mig for at køre på sygehuset med det samme. Fra bilen ringede jeg til fødegangen og forsøgte at holde tårerne tilbage, mens jeg forklarede min bekymring og mit ønske om at blive undersøgt. I røret fik jeg fortalt at det var helt normalt, at der blev mere stille end normalt, når den lille gjorde sig klar til fødslen, men at jeg var velkommen til at komme op forbi og få tjekket hjertelyd. Selvom jeg normalt ikke vil beskrive mig selv som værende den overbekymrede type, var der kun én ting der var rigtig her og det var at lytte til min mavefornemmelse, som sagde”Better safe than sorry“. Det var ikke just den rigtige situation at løbe nogen risiko i.

Køreturen som vel kun tog 10-12 minutter føltes uendelig og jeg blev mere og mere utålmodig for hvert rødt trafiklys jeg måtte holde tilbage for.

Jeg nåede at gøre mig mange tanker om, hvor vidt jeg skulle ringe til nogen eller ej. Jeg vidste Mark var på arbejde og jeg ville nødig bekymre ham, hvis der ikke var noget alvorligt, – men på den anden side ville jeg heller ikke risikere at være på sygehuset alene, hvis noget skulle være galt. Så jeg ringede ham op – og for første gang længe, tog han den ikke. Så jeg ringede med det samme videre til min mor, som ville køre afsted med det samme for at møde mig på sygehuset. Kort efter ringede Mark tilbage og jeg fortalte grædende, hvad der skete. Da jeg fem minutter senere drejede ind på sygehusets parkeringsplads, kom han kørende bag mig og vi gik sammen op mod indgangen og han fik bedt min mor om at hente Havana i vuggestuen i stedet for, da han var hos mig nu. Heldigvis havde han været lige i området, men han lignede virkelig en, der havde kørt seriøst stærkt, da han steg ud af bilen. Så han må klart også være blevet bekymret, hvilket der jo ikke er noget at sige til.

Selvom vores lille Hugo ligger her helt fredeligt og snorker ved min side lige nu, mens jeg skriver, bliver jeg alligevel ret berørt af at tænke tilbage på det. Jeg var simpelthen så bange for, hvilket svar vi om lidt skulle få. Fik han nok ilt? Var hans hjertelyd stoppet? Skulle han ud ved akut kejsersnit? Kunne de nå at redde ham? Jeg må have set herrens ud, for jeg havde grædt hele vejen i bilen, mens jeg forsøgte at få gang i ham ved at kalde på ham. 

Lettelsen 3. juni 2019, kl. 14.50, Randers Sygehus
Da vi kom ind fik vi hurtigt tildelt en stue og en sød jordemoder startede med at lægge et par fingre på toppen af min mave – og PUF! Der kom dét vigtige livstegn, som jeg så desperat havde søgt efter de seneste godt to timer. Jeg blev så lettet! Jeg forsøgte at finde svar på, hvorfor han ikke reagerede på mine velkendte strøg over maven og lyden af min stemme, men så snart en anden mærkede uden på maven, gav han et hop. Det er mig fortsat en gåde og det var nok bare tilfældigheder, men jeg er under alle omstændigheder glad for at det skete.

Efterfølgende blev jeg tilkoblet et CTG-apparat for at overvåge babys hjerterytme og hvordan han blev påvirket af livmoderens sammentrækninger de næste 40 minutter. Alt så fint ud. Gudskelov! Jordemoderen smågrinte lidt og sagde at det var et meget klassisk eksempel så tæt på fødslen, men at det var godt, jeg havde reageret på mit instinkt og var velkommen igen, hvis lignende skulle ske inden fødslen for alvor gik igang. Pyyyh en sindsyg lettelse og jeg fandt nogenlunde hurtigt ro i at alt var godt og at han formentlig bare var ved at gøre sig klar.

Vi kørte hjem fra sygehuset og aftalte med min mor, at Havana blev hos hende natten over, så vi ikke skulle bekymre os om at få hende passet, hvis det skulle udvikle sig i løbet af natten. Det viste sig at være en god beslutning.

Verdens længste restaurantbesøg 3. juni 2019, kl. 18.30 
Om aftenen skulle jeg have været til et event i Vejle, men med min tilstand taget i betragtning endte jeg med at måtte melde afbud i sidste øjeblik. For med de relativt kraftige plukveer og en jordemoder der netop havde anbefalet mig at gå hjem og hvile, var det nok ikke så smart med en tur i bil på en time frem og tilbage, hvis noget pludselig skulle gå i gang.
Så i stedet for, besluttede Mark og jeg os for at tage en smuttur ind til byen og spise sammen, en sidste gang inden familien blev udvidet til fire.


Under hele sidste del af graviditeten oplevede jeg ofte plukkeveer, når jeg var aktiv og igang over længere tid, men jeg kunne altid få dem i ro igen, når jeg tog et hvil. Nu sad vi her på en fin restaurant og selvom jeg sad stille og slappede af, var min mave bare stenhånd og jeg mærkede at plukkeveerne kom regelmæssigt uden jeg anstrengte mig, så jeg flere gange måtte afbryde vores samtale.
At tjenerne så tilsyneladende havde glemt vores bestilling, gjorde ikke situationen meget bedre og vi blev både temmelig sultne og utålmodige, hver gang et andet bord, der var kommet efter os, fik serveret deres mad. Da vi til sidst og langt om længe fik vores hovedretter efter to timer, spiste vi det på under 5 minutter, droppede (meget atypisk os) desserten og så fik jeg vist sagt noget i retningen af “Så er det altså afsted, jeg tror snart jeg skal føde!

Med startnummer til baby-race
Da vi sad på restauranten og ventede på maden, forsøgte jeg at sætte Mark ind i, hvad det var for en følelse jeg havde, da han spurgte om jeg følte mig parat. Jeg beskrev det som om at jeg stod klar med snørrede løbesko, et startnummer klistret på t-shirten og bare ventede på startskuddet skulle lyde, men uden at vide hvilket løb jeg havde tilmeldt mig. Ville det være et OCR-løb med kuperet terræn og masser af udfordringer undervejs, et marathonløb, der ville kræve at jeg var god til at disponere mine kræfter, så de ikke slap op når jeg var halvvejs eller ville det mon blive på en rute med stigning i modvind med regn og blæst? Jeg håbede allermest at det ville blive en 100-meter sprint, som ville blive intens, kræve alt min energi, men samtidig hurtigt være overstået. Og så var det vel bare at krydse fingre for, at jeg ville komme helskindet igennem uden skader. Jeg glædede mig og følte mig klar.

Hjemme igen 3. juni 2019, kl. 20.30
På vej hjem i bilen var humøret højt og Mark og jeg skiftedes til at sætte et babyrelateret nummer på anlægget, som vi sang med på. Mark lagde ud med at introducere mig for et stykke dansk pop med “Ritz – Vi venter en baby” og jeg fulgte højlydt trop med Justin Biebers “Baby”. Til ære for Havana sluttede vi af med at synge “Baby Shark” med tilhørende fagter, haha. Så åndsvagt, men også mega sjovt!

Da vi landede hjemme på matriklen var Mark klar til at se en film, men jeg insisterede på at vi nok gjorde klogt i at gå i seng og få hvilet os lidt mens vi kunne, så det gjorde vi.

Så gik startskuddet! 4. juni 2019, kl. 02.30
Efter gode 5,5 timers søvn vågnede jeg med begyndende veer, jeg ikke længere kunne sove fra. Jeg kunne dog sagtens holde dem ud og de kom med omkring 10 minutters intervaller og varede cirka 30 sekunder, så jeg lod Mark sove videre lidt endnu. Eftersom vi var i Kendt Jordemoderordning, måtte jeg hellere ringe til vagttelefonen og give den fra teamet besked om, at startskuddet havde lydt. Vi aftalte at jeg ville give det lidt tid og ringe igen, når veerne tog mere til i styrke, hvilket passede mig fint, da jeg helst ville være hjemme så lang tid som muligt. Noget skulle jeg jo lave i mellemtiden, så den næste time gik jeg og ryddede lidt op i hele huset, så det ikke ville være et alt for stort kaos at komme hjem til, med en lille nyfødt forhåbentlig inden så længe. Kl. 04.30 ringede jeg igen og kunne fortælle at veerne nu kom hyppigere og at de også var tiltaget i styrke, så vi aftalte at mødes på fødegangen en halv time senere.
Det sidste billede af lillebror i maven, inden vi tog på fødegangen.

Fortsættelse følger …

 

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sol, strand og pluk-selv blomster