Min fødselsberetning: Da Hugo kom til verden (Del 1)

Min fødselsberetning: Da Hugo kom til verden (Del 2)

Har du læst optakten og forgængeren til dette indlæg? Ellers gør det her: Min fødselsberetning: Da Hugo kom til verden (Del 1)

Her fortsætter endnu et ærligt, personligt og privat skriv fra min hånd. Håber I vil tage godt imod det.

 

Ankommet til fødegangen 4. juni 2019 kl. 04.50
Kl. 04.50 ankom vi på fødegangen på Randers Sygehus og kl. 05.00 mødtes vi med vores Jordemoder Henriette. Faktisk gik Henriette og jeg i samme gymnasieklasse og blev studenter sammen tilbage i 2011 og jeg var SÅ glad for at det blev netop hende, der skulle være med til at hjælpe vores baby til verden. Hos hende følte jeg mig tryg og i gode hænder fra start og det var rart med et kendt ansigt, både privat og fra vores tidligere jordemoderkonsultationer.
Da Havana blev født sluttede Henriettes nattevagt netop som vi fik tildelt en fødestue, så der nåede vi også lige at sige hej til hinanden og hun ønskede os held og lykke med fødslen. Men denne gang var det hende, der var med os hele vejen og det var jeg så glad for.

Kl. 05.15 blev jeg undersøgt og det kunne konstateres at jeg var 4-5 cm. åben, altså i den aktive fase og dermed ved fødslens begyndelse. YES!

Jeg havde selvfølgelig gjort mig nogle overvejelser omkring fødslen og hvad jeg kunne ønske mig, hvis det kunne lade sig gøre. Jeg havde kort skrevet det ned på en gul post-it og lagt den ved min vandrejournal.
På min post-it stod der:
– Ønsker ikke medicinsk smertelindring eller igangsættelse
– Ønsker at undgå kejsersnit
– Ønsker klyx/lavement
– Ønsker at komme i badekar for at lindre veer
– Åben overfor at føde i vand
– Vil gerne kunne bevæge mig frit mest muligt
– Ønsker selv at tage imod barnet, hvis muligt
– Ønsker sen afnavling
– Ønsker Mark skal klippe navlestrengen

Jeg var selvfølgelig klar over at risikoen for, at der kunne opstå komplikationer undervejs (som der kan ved alle fødsler) var til stede, og at det så måske ikke kunne blive som jeg ønskede mig. Men at have gjort mig nogle tanker om, hvad jeg ønskede og så holde fast i dem undervejs, virkede som en god rettesnor for mig.

På dette tidspunkt havde jeg det fint og kunne sagtens tale mellem veerne og fik derfor hurtigt takket ja, da jeg fik tilbudt at få et lavement inden vi gik igang. Mens jeg fik klaret, hvad jeg skulle, blev der gjort en stue og et badekar klar inde ved siden af og jeg fik sendt Mark på en lille gåtur ude på gangen, så han ikke behøvede at være den akavede tilskuer, mens jeg fik renset underetagen og clearet omkring babyudgangen. Super – nu kunne første flueben sættes på min fødselsønskeliste.


Vi fik tildelt stue 7, som var den præcis samme fødestue, hvor på Havana kom til verden lige godt 3 år tidligere. Humøret var stadig højt og jeg havde ikke problemer med at være i veerne, selvom de bed lidt og jeg skulle koncentrere mig om min vejrtrækning, når det stod på. Mark mente at det måtte være et tegn at Hugo skulle fødes på stue 7, (David Beckham og Christiano Ronaldos trøjenummer), da han jo gennem hele graviditeten har spået ham til at blive et kæmpe fodboldtalent. Mande-logik jeg aldrig lærer at forstå mig på – men foreviges skulle det selvfølgelig.

Aaaaahhh, så blev karet fyldt op og jeg fik bakset mig ned i det lune vand, hvor jeg i ro og mag kunne arbejde med veerne i dæmpet belysning. Veerne, der var både regelmæssige og intense kunne særligt mærkes omkring min lænd, så det lindrede mig meget at få holdt bruseren med varmt vand over det sted, mens jeg fokuserede på vejrtrækningen. Se lige, hvor magelig man kan se ud, når ens tunge krop pludselig føles vægtløs.

Efter en god times tid i karret gik vandet kl. 06.53 og pludselig mærkede jeg et skyl ned mod mine ben under vandet. Vandet var klart, så det tydede på at han stadig havde det godt, men hans hjerterytme dalede dog kortvarigt efterfølgende. Derfor kom jeg op af vandet for at der med en CTG-måler kunne holdes mere nøje øje med, hvordan hans hjertelyd blev påvirket af veerne. Det var igen på præcis samme måde vandet gik med Havana og samme oplevelse med dalende hjertelyd, idet baby formentlig fik sig et lille skub ned ad, så jeg nåede kun at blive kortvarigt nervøs, men forestillede mig at det nok hurtigt skulle blive stabilt igen.
Mens jeg havde veerne i badekarret, nåede jeg at tale med Henriette om min frygt for at han ville blive påvirket af iltmangel i tilfælde af at han skulle komme ud med navlesnoren rundt om halsen. Hun forsikrede mig om, at mange børn fødes med navlesnoren rundt om halsen og at det sjælendt er farligt, men at de derfor ikke altid skriger lige med det samme, når de kommer ud. Den snak var med til at fjerne mit fokus fra netop det og gav mig mere ro omkring, hvordan jeg skulle forholde mig, hvis det blev tilfældet.

Da jeg var kommet op af vandet og fået min hospitalsskjorte på igen blev der også sat en elektrode på babys hoved for en mere indgående måling af hans helbredsmæssige tilstand. Det samme skete ved Havanas fødsel, så det var igen en “velkendt” oplevelse og det gjorde mig derfor ikke så utryg at gå fra manuel til elektronisk fosterovervågning på den måde.

Da jeg kom op af vandet ville jeg gerne stå op og bruge tyngdekraften til at hjælpe ham ned, frem for bare at ligge mig ned og vente. Så jeg fik fat i et stativ jeg kunne støtte mig til samtidig med at CTG-måleren kørte og opfangede hans hjerterytme.

Kl. 07.32 var jeg 8 cm. åben og mens jeg kom op at ligge på sengelejet kom der en ny stor skylle, som tegn på at en af fosterhinderne ikke var bristet før nu. Så de våde lagner måtte lige skiftes under mig en gang, så jeg ikke lå og svuppede rundt i en mindre swimmingpool af fostervand.

Kl. 07.55 var jeg fulde 10 cm. åben, men han var endnu ikke trængt helt ned, så med begyndende pressetrang måtte jeg ligge og bide flere af de virkelig stride veer i mig. Jeg havde et ønske om at ligge i sideleje for at fremme hovedets rotation og det føltes i den grad som om at det gav gevinst, for nøj hvor blev der presset og roteret derinde – er du vimmer mand hvor gjorde det ondt. Mark stod ved min side og holdte mig i hånden, når det var aller værst.
Efter små 10 minutter kunne jeg få lov at give efter og presse lidt med på veerne, som mest af alt bare føltes som om han havde tænkt sig at gøre exit ud af bagindgangen. Av for den lede, hvor var det strengt lige der, sådan som han pressede sig ned.

Kort tid herefter opstod der en tvivl om den CTG der kørte, altså hjertelydskurven, og der blev derfor ringet efter en læge der skulle komme og foretage en lille bitte blodprøve fra hans hoved, mens hans stadig lå i livmoderen.

Et øjeblik efter kom en venlig og imødekommende kvindelig læge, der hed Lotte, ind på stuen og hilste godmorgen og fortalte kort om hvordan og hvorfor inden hun gik igang med prøven. Der var nu yderligere tre personer på stuen, hvor af den ene var lægen og de to andre hjalp med at få blodprøven taget og bragt til analysen.
Med et babyhoved der nu var trængt helt ned, føltes det som en nærmest umulig opgave for mig at få vendt mig fra sideleje og om på ryggen og få placeret mine ben i de bøjler, det krævede for at få foretaget blodprøven. Men med lidt assistance fra den søde læge og min jordemoder lykkedes det at få mig vendt mellem de heftige veer.

Blodprøven blev taget og der kom et positivt svar retur i løbet af et par minutter og han havde det gudskelov fint. Havde jeg ikke født inden, ville lægen komme retur igen om et kvarter og lave en ny prøve for en sikkerhedsskyld. Jeg husker en lille sidebemærkning fra hende under prøven, om at hun også havde en sugekop, hvis det blev nødvendigt og der tænkte jeg bare “Nix du, det bliver slet ikke aktuelt! – Jeg skal nok selv få ham ud og får hverken brug for sugekop, tang eller det der ligner!” Hvis hun kun nævnte sugekoppen for at få mig til at presse noget mere, var det et godt trick, for det hjalp mig til at give den lidt mere gas på de næste par presse veer.

De næste 15 minutter med hårde presseveer gik heldigvis sindsygt hurtigt, for pludselig stod Lotte på stuen igen. Og denne gang havde hun også en mandlig lægestuderende med. Alletiders.. Ikke lige hvad jeg havde ønsket mig, men jeg kunne mærke at jeg var få minutter fra at føde min søn, så jeg lod mig ikke påvirke af det og forsøgte bare at lukke alle menneskerne på stuen ude og koncentrere mig om, hvad der var vigtigt.
Det værste var egentlig at jeg nu skulle om at ligge på ryggen igen og have fødderne op i de forbistrede bøjler endnu en gang. Jeg nåede også at tænke på om det virkelig var nødvendigt, når jeg jo vitterligt følte at jeg kunne føde ham lige om lidt. Men jeg var for koncentreret til at tale og gjorde, hvad de mente var bedst, hvilket selvfølgelig også bare var fint og for at være på den sikre side i tilfælde af at han ville lade vente på sig.
Da prøven var taget, fik jeg hurtigt benene ned og kom igen om på siden. Lotte roste mig for at være god til at føde og sagde at jeg sikkert havde født inden svarene på prøven kom om 2 minutter.
Hun fik næsten ret, for de to næste veer gispede jeg mig igennem og på den trejde, blev der presset presset alt hvad remmer og tøj kunne holde, mens jeg trak mit ben til mig og tirsdag d. 4. juni 2019 kl. 08.34 tog jeg selv imod vores lille skønne og velskabte Hugo og trak ham op på mit bryst.
Navlesnoren havde dog sneget sig rundt om hans lille hals en enkelt gang, men den blev han hurtigt viklet fri fra og med lidt kærlige, men bestemt gnub på ryggen kom der, efter et lille minuts tid, også det livsbekræftende skrig fra ham som vi havde ventet på og som jeg havde arbejdet så hårdt på at få lov at høre. Der var blanke øjne og jeg bemærkede også at tårene havde fået frit løb hos den stolte far. Det var en kæmpe forløsning da den lille, våde og varme krop endelig kom op i min favn. 3835 gram og 53 cm. ren lækkerhed med masser af sort hår på det lille runde hoved.
Da navlesnoren var holdt med at pulsere, klippede Mark båndet mellem os og kort efter blev moderkagen forløst uden de store anstregelser fra min side. Selvom sådan en moderkage ikke umiddelbart er super tiltalende, synes jeg nu alligevel at det var ret fantastisk og fascinerende at se, hvor vores lille Hugo havde boet og vokset gennem de sidste 9 måneder.
Til min store begejstring fik jeg efterfølgende at vide at der ikke var sket nogen bristninger under fødslen og at jeg derfor slap for at blive syet og lappet sammen. FANTASTISK!

Far og søn. Mine to højtelskede drenge.


Da Hugo havde fået sit første måltid ved brystet, som han i øvrigt tog så flot ved fra start, tog vi os en lille lur sammen. Det føltes helt magisk at ligge der og kramme og dufte til vores lille søn. Da han faldt i søvn fejrede vi hans fødselsdag med et par velfortjente nutellamadder, som sjældent har smagt så godt. Selvom min krop var træt, følte jeg mig ikke til at skyde igennem. Vi havde fået verdens dejligste lille dreng og fødslen gik præcis efter mit ønske og endda bedre. Hvem havde troet at sådan et lille mirakel kunne komme til verden på kun 3,5 time?

Der skal også lyde et stort og taknemmeligt tak til personalet på Randers sygehus og selvfølgelig vores søde Jordemoder Henriette, som var medvirkende til at gøre det til en god, tryg og ikke mindst helt fantastisk oplevelse at føde vores lille søn.



Da vi havde spist morgenmad kom tidspunktet vi havde set aller mest frem til næst efter selve fødslen. Havanas første møde med hendes lillebror. Hende og min mor kom ind på stuen hvor Havana førte an. Jeg har det sødeste klip, hvor hun løber ind på stuen til os og kan ikke komme hurtigt nok op i sengen for at få lov at holde ham. Hun råber bare “LILLEBROOOOR!” mens hun kom imod os. Det sødeste øjeblik nogensinde! Det er ikke til at være i tvivl om hvor stolt hun er!


Vores første familiefoto af os alle fire sammen. <3 Jeg kunne ikke ønske mig mere!

Hugo med Storesøster Havana og Mormor
Havana løfter den lille hue, for at vise Morfar alt hans fine hår. “Se Morfar, han har helt sort hår ligesom dig!” sagde hun stolt. Der var ikke super travlt på fødegangen, så vi blev ikke jaget ud, og kunne nå at samle os og tage tingene i vores eget tempo, hvilket var virkelig rart.


Kl. 13.45 besluttede vi at køre hjem og Mark satte et blad fast på fødegangens fine ‘Livets Træ’ for Hugo inden vi gik. Han fik et blad helt ude på yderste spids af juni grenen “.. for ham her, kommer garanteret til at leve et liv på kanten” sagde han. Haha
De søde, søde, små krøllede tæer. Jeg kunne kysse dem i en evighed!
Tak fordi du kom til os søde, Hugo. Mor og Far elsker dig ubetinget!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min fødselsberetning: Da Hugo kom til verden (Del 1)