Barnedåbsfest for Hugo

BeSafe i trafikken – Valg af babyautostol


Noget af det jeg personligt har oplevet som den største jungle at finde rundt i, i forhold til baby og sikkerhed, er valget af autostol. Særligt den aller første. For jeg husker begge gange, hvor skrøbeligt det føltes at tage en lillebitte nyfødt baby med ud i trafikken på vej hjem fra sygehuset. At være sikker på at baby sidder godt og er spændt godt fast betyder alt, både på den første køretur og senere, når hverdagen rigtigt begynder.

Som forældre ønsker vi naturligt at vi og vores børn skal være så sikre som muligt i trafikken og derfor følger der for de fleste, os selv inklusiv, ofte mange overvejelser med omkring valget af den første autostol til de små guldklumper. I indlægget her kan I læse lidt om vores valg og de erfaringer vi har gjort os omkring autostole til børnene fra 0-3 år, so far.Vi har siden Havana kom til verden været glade for at bruge et modulsystem fra BeSafe kaldet BeSafe iZi Modular. Konceptet består af en ISOfix base og to autostole, hvoraf den første er en babyautostol fra 0-12 mdr. og den efterfølgende stol kan med sine 10 justerings trin bruges op til barnet er 4 år.
Havana bruger nu denne iZi Modular i-size som både kan fremad – og bagudvendes på isofix basen. Hun sad bagudvendt i den fra hun var 1 til 2 år og har siden siddet fremadvendt for bedre at kunne følge med i samtaler og verden, der passere os, når vi kører bil.

Til Hugo har vi i hans første lige knap fem måneders levetid brugt denne iZi Go Modular babyautostol (den samme Havana også brugte som baby), som er en bagudvendt autostol med et ergonomisk bærehåndtag, der gør det nemt at tage den med ind og ud af bilen. Den har en stor ventilleret solskygge med UPF 50+ som både er guld værd for at skærme for solens stråler om sommeren og til at give mere ro på køreturen. Mens han var helt lille har jeg været særligt glad for, at kunne skærme ham for alt for mange indtryk, hvis han eksempelvis var med på indkøb eller i børnehaven, hvor der jo ofte er lige rigeligt med lyde, lys og mennesker.
På indkøb eller andre små erinder er det til gengæld virkelig smart at kunne klikke autostolen direkte på klapvognsstellet, hvis han eksempelvis er faldet i søvn i bilen. I kan se hvordan jeg monterer autostolen på vores Babyjogger City Elite i indlægget her.

Så længe de små sidder bagudvendt, er et babyspejl på nakkestøtten, efter min mening, fuldkommen uundværlig. Det er virkelig rart at kunne holde øje med de små i bakspejlet på den måde, i tilfælde af at de bliver utilfredse eller brokker sig.
En anden ting der er væsentlig at nævne i forhold til at gøre det så nemt og sikkert som muligt er naturligvis selve ISOfixbasen, som autostolen nemt klikkes fast på, så man slipper for at stå og bakse med bilens seler hver gang. Det kan lade sig gøre at spænde stolen fast med bilens seler og jeg har prøvet det, men det er simpelthen både for tidskrævende og omstændigt for mig med så mange ind-ud-situationer i løbet af en dag. På ISOfixbasen er der et justerbart støtteben med lyd – og visuelle grønne/røde indikatorer, der sikrer korrekt montering, så jeg aldrig er i tvivl om hvorvidt autostolen, nu sidder præcis som den skal og det gør både hverdagen en hel del nemmere og absolut også mere sikker.

Idet Mark og jeg ofte skiftes til at hente og bringe Havana i børnehaven i hverdagen og dermed har begge børn med, er det en stor fordel at have både baser og autostole i hver bil, så vi slipper for at skulle skifte stolene frem og tilbage dagligt. Det gjorde vi til en start indtil det blev et alt for stort irritationsmoment for os begge. Det blev en kæmpe lettelse for os i hverdagen, og noget vi helt sikkert skulle have prioriteret helt fra start.

Jeg synes det er så sjovt at sammenligne, hvordan børnene vokser i forskelligt tempo – og på vores to, er der ingen tvivl om at storesøster var en ret petit lille størrelse i lang tid og at lillebror bare er det stik modsatte 😀 Det kommer særligt til udtryk, når jeg sammenligner, hvor længe de hver især har brugt den første autostol. Den er beregnet til babyer fra nyfødt og til 12 mdr. og op til 75 cm. Hugo som lige straks runder 5 måneder bruger str. 74 i tøj og vejer godt 9 kg. og det gjorde Havana først da hun var 1 år. Derfor vil det også være oplagt at flytte Hugo over i en autostol magen til Havanas inden længe, da han faktisk så småt er ved at vokse fra babystørrelsen. Det gode ved den store autostol er som før nævnt, at den kan vokse med barnet i 10 trin og både bagud – og fremad vendes, samt ligges ned på køreturen. Så selvom han vokser med raketfart kommer han stadig til at sidde bagudvendt, da det anbefales frem til barnet er 1 år og helst så længe som muligt, for størst sikkerhed.

2 kommentarer

  • Kat

    God anmeldelse 😊 Er dog nysgerrig på, om indlægget er sponsoreret/reklame? Det tyder der jo ikke på, da det ikke er nævnt. Men indlæg som disse plejer bare ofte at være det – og gennemsigtigheden betyder noget for sådan nogle indlæg, synes jeg 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie Jacqueline

      Hej Kat,
      Mange tak skal du have 🙂 Indlægget er markeret som ‘annonce’ aller øverst, hvilket fortæller at der er tale om reklame. Det er netop gjort for at tydeliggøre det, så læseren ikke skal søge efter det i teksten.
      Kh. Emilie

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Barnedåbsfest for Hugo