Jeg blinkede med øjnene, og så var hun 4 år

Projekt Amme-Stop – Når baby ikke selv siger fra


I forrige uge besluttede jeg mig for definitivt at lukke ned for mælkebaren som ellers har stået åbent til fri afbenyttelse for Hugo siden han var få minutter gammel. Nu er han over et år og jeg synes af flere årsager at tiden er inde til at vi stopper amningen. Den beslutning viste det sig så, at vi ikke var helt 100% enige i.

Det må naturligvis også være lidt af en omvæltning for sådan en lille størrelse at tage afsked med noget så velkendt, hyggeligt og trygt, som amningen har været for ham – for udover at være en åbenlys kilde til mad og drikke har amningen for både ham og jeg også været forbundet med nærhed, kontakt, omsorg, trøst og ikke mindst en sikker vej til søvn. Sidstnævnte håber jeg selv ret meget på at få, som følge af dette projekt.

Da han jo nu er en stor og glad dreng, der trives og flittigt spiser med om bordet som resten af familien i løbet af dagen, har behovet for amningen også primært været ved sengetid og i løbet af natten over de sidste mange måneder. Men tro mig, når jeg siger det har været mange – rigtig mange gange – i løbet af natten han er vågnet og har søgt brystet. Mange nætter op til 10-12 gange fra han blev puttet til han stod op igen. Og den slags afbrudt og manglende søvn over en så lang periode, resulterer altså både i en relativt gnaven baby og en temmelig uoplagt mor, der har svært ved at finde overskud til særlig meget andet, end det aller mest nødvendige.

Jeg vil lige skynde mig at tilføje at de mange opvågninger alene har været i en søgen på tryghed, da han altid er blevet spist godt af inden sengetid og altså ikke er kommet sulten i seng. Sagen er bare den, at den lille bandit ikke bruger sut og aldrig har gjort det. Derfor har jeg mere eller mindre fungeret som den “sut” for ham om natten. Og jeg kan da til dels godt se, at det nok har været med til at skabe en uvane at ligge ham til brystet ved hver opvågning for at få fred, men mit energiniveau har vitterligt været så lavt, at jeg ikke har orket andre alternativer, når nu dette umiddelbart virkede som den eneste løsning. Og hvad man ikke gør, for at få bare lidt nattero og mest mulig søvn.

Den situation har dog ikke været helt uvant for mig, for det var helt samme show dengang med Havana. At amningen var langt sværere at stoppe end at etablere og at sut eller sutteflaske ikke havde nogen som helst interesse. Det pis’ gider vores børn åbenbart ikk’ .. Men så slipper vi da i det mindste også for, at skulle vænne dem af med den igen senere hen og det har jeg hørt, også kan være lidt af en udfordring.

Nå, men fra at jeg besluttede mig, til jeg rent faktisk praktiserede en reel amme-afslutning, gik der alligevel nogle dage – for det var på en måde også lidt vemodigt at skulle sige farvel til den del og vores egen lille symbiose, som vi har været i her det første år. Derudover vidste jeg også at det med stor sandsynlighed ville blive en udfordring og at han givetvis ville blive ret ked af det. Og det sidste fik jeg desværre ret i.
Jeg kunne hurtigt konstatere, at vi måtte have farmand på banen til at klare nætterne, for det var direkte umuligt for mig at putte ham uden amning de første dage. Han klamrede sig til mig som en lille sugemalle og prøvede bl.a. desperat at sutte på mine skuldre, kraveben og hage i et forsøg på at finde sin “gamle ven”, der var pakket godt væk under sportsbh og t-shirt. Det var ret sødt, men også virkelig synd for den lille mand. Og vi delte da også et par salte tårer de første aftner.
Heldigvis var der ikke noget ståhej, når farmand havde puttetjansen og efter fem nætter uden min indblanden, var Hugo igen parat til at jeg kunne putte ham, uden at måtte åbne op for de, efterhånden ret så udtømte mælkekander. Pheew, sikke en lettelse!

Det føles ret befriende at være stoppet nu og at opleve at jeg faktisk også sagtens kan give ham tryghed og nærvær i forbindelse med søvnen uden amning.
Nu er jeg så til gengæld ret spændt på, hvad jeg ender med at stille op uden min ellers praktiske “snooze-knap”, som fungerede fortrinligt i forhold til at score sig et par ekstra timers søvn, når drengebarnet tror det er morgen og tid til at stå op kl. kvart i kvalme om morgenen. Men det finder vi helt sikkert også en løsning på.

Hvis du har læst helt hertil, vil jeg bare sige godt gået – og tak fordi du kiggede forbi!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg blinkede med øjnene, og så var hun 4 år